Voldsomme billeder – Deltager stadig sygemeldt efter voldsom ‘Robinson’-ulykke: ‘Jeg frygtede at dø’


Advertisement

Allerede fra første færd gik det grueligt galt i den nyslåede sæson af ‘Robinson Ekspeditionen’.

Den 28-årige deltager Asma Saidi pådrog sig i den første dyst en skade, der fik hende til at frygte for både sit liv og helbred. En skade, hun stadig er stærkt påvirket af i dag.

»Jeg nåede at tro, at det måtte være enden, for jeg havde det så sindssygt dårligt. Jeg tænkte på, hvis jeg skulle dø på hospitalet helt alene, for jeg følte mig alene i det,« mindes hun overfor B.T.

I premiereprogrammet skal deltagerne igennem en svævebane. Men undervejs i sit svæv føler Asma, at farten er for høj. Hun frygter, at hvis hun ikke hopper af, så vil hun blive slynget af og i stedet brække nakken.


Ved denne dyst landede Asma forkert fra svævebanen og brækkede lårbensknoglen.


Ved denne dyst landede Asma forkert fra svævebanen og brækkede lårbensknoglen.
Foto: Nent Group Denmark

Vis mere

Så hun hopper af, og så lyder der et stort knæk. Hendes lårbensknogle brækker.

»Jeg er i fuld smerte og skriger. Det var meget dramatisk,« fortæller Asma til B.T.

Hun har ikke selv kunnet se programmet, fordi hun ikke vil genopleve ulykken. Men hun husker den kun alt for klart.

Lige fra de forsikringspapirer, hun blev bedt udfylde på sin skrigende vej op i ambulancen til den bumlende ambulancetur uden smertestillende på vej til hospitalet.


På røngtenbilledet kunne man se, at Asmas lårbensknogle var knækket helt over efter styrtet på svævebanen i 'Robinson Ekspeditionen'.


På røngtenbilledet kunne man se, at Asmas lårbensknogle var knækket helt over efter styrtet på svævebanen i ‘Robinson Ekspeditionen’.

Vis mere

Allermest husker hun utrygheden under de otte dage, hun var indlagt på hospitalet i Den Dominikanske Republik.

»Jeg tænkte kun på at overleve. Der kom hele tiden mennesker ind til mig, også uden uniformer på, og ingen af dem snakkede engelsk. Jeg havde en fra produktionen med, men hun kunne heller ikke spansk, så det gjorde faktisk bare hele situationen værre. Der var overhovedet ikke styr på det, der var ikke nogen procedurer for det, og ingen fortalte mig noget,« raser Asma Saidi.

Hun havde ønsket, at der havde været en tolk til stede under indlæggelsen.

Så hun havde vidst, hvad der foregik, og eksempelvis var blevet sparet for at tro, at prognosen var fem år – og ikke fem måneder – før hun ville kunne gå igen.


På Asmas hospitalsstue var lyset grønligt. Efter flere dage i hospitalssengen så hun farver helt forvrænget.


På Asmas hospitalsstue var lyset grønligt. Efter flere dage i hospitalssengen så hun farver helt forvrænget.

Vis mere

»Hvis man bare lige havde gjort det ekstra, så jeg ikke skulle udsættes for så meget usikkerhed og forvirring, så havde det været meget anderledes.«

Hun fik dog også et uønsket besøg fra holdet bag ‘Robinson Ekspeditionen’.

»Mens en læge tager mit brækkede ben og holder det op, så jeg skriger af smerte, så kommer filmholdet pludselig for lige at spørge på kamera, om jeg var okay, mens de tydeligvis godt ved, at jeg ligger der og lige har fået at vide, at jeg skal igennem en større operation.«

En operation, Asma Saidi bestemt heller ikke mindes positivt.


Asma måtte igennem to blodtransfusioner under sit ophold på det dominikanske hospital.


Asma måtte igennem to blodtransfusioner under sit ophold på det dominikanske hospital.

Vis mere

Først viste den stang, hun skulle have indopereret, sig at have den forkerte størrelse – efter hun var blevet bedøvet.

Da stangen så var skaffet, og operationen kunne gå i gang, var hun denne gang ikke blevet bedøvet nok. Så hun vågnede op under operationen, til hvad der for hende lød som en byggeplads, og måtte bede om mere medicin.

»De sagde, at de frygtede at lægge mig i fuld narkose, fordi de ikke var sikre på, at jeg så vågnede op igen,« erindrer hun.

Og så kom problemerne med at få lov at komme på et fly hjem til Danmark flere dage senere.


Asmas ben var meget hævet, og hun måtte opereres med stang og skruer.


Asmas ben var meget hævet, og hun måtte opereres med stang og skruer.

Vis mere

»Jeg får at vide, at det er en kamp at få et fly, der vil have mig med, fordi jeg er i høj risiko for at få en blodprop på vejen. Og vi er 30 timer væk fra Danmark, så der er ingen direkte fly,« forklarer Asma Saidi.

Men da hun første gang har kørt de tre timer i taxi mod lufthavnen, finder hun ud af, at hun ikke har visum til USA, hvor hun skal mellemlande. Et visum, der kan tage op til tre uger at skaffe.

Dernæst kommer hun på et fly, der bliver aflyst undervejs. Så hun strander i London sammen med den sygeplejerske, der skulle følge hende sikkert hjem ved at holde øje med hendes blodtryk og give hende smertestillende.

Så i alt ender Asma på fire forskellige fly – hvor flere ikke levner plads til et nyopereret ben – før hun lander hjemme i Danmark og køres direkte med ambulance på hospitalet.


Den 28-årige Elgiganten-sælger og ingeniørstuderende Asma Saidi fra Odense nåede kun en enkelt dyst i 'Robinson Ekspeditionen', som hun kom alvorligt til skade under. Derfor måtte hun forlade programmet efter kun 40 minutter i ekspeditionen.


Den 28-årige Elgiganten-sælger og ingeniørstuderende Asma Saidi fra Odense nåede kun en enkelt dyst i ‘Robinson Ekspeditionen’, som hun kom alvorligt til skade under. Derfor måtte hun forlade programmet efter kun 40 minutter i ekspeditionen.
Foto: Janus Nielsen / TV3

Vis mere

Tilmed kunne hun i starten efter hjemkomsten ikke engang komme op i sin lejlighed på tredje sal, så hun måtte bo hos sin moster i en måned.

Her tre måneder senere er hun stadig mærket af ulykken.

»Jeg går stadig med krykker, jeg kan stadig ikke gå rigtigt. Det er en proces, før man kan gå igen, det tager bare meget tid,« sukker hun.

»Jeg kan stadig ikke komme på arbejde, så jeg er blevet sygemeldt. Jeg kan heller ikke træne rigtigt, som jeg plejer. Alting tager mere tid nu, fordi jeg er nødt til at tage det offentlige i stedet for at cykle. Det tager tre gange så lang tid at komme i skole, og jeg er nødt til at smutte tidligere for at nå toget, hvis jeg er sammen med venner. Man bliver frataget mange ting.«

B.T. har forholdt Asmas kritik for Nordic Entertainment Group, der står bag ‘Robinson Ekspeditionen’, og i et skriftligt svar forklarer programdirektør Kenneth Kristensen, at han mener, alt har været efter bogen.

»Det er et voldsomt uheld, Asma har været ude for, og det er en yderst ærgerlig situation. Det er også en hård ekspedition, og desværre kan vi ikke helgardere os mod uheld,« skriver Kenneth Kristensen.

Han forsikrer ligeledes om, at der trods Asmas overbevisning er faste procedurer for, hvordan skader af forskellig art skal håndteres.

»I disse tilfælde har vi en fast procedure samt akut lægehjælp på stedet. I de sjældne tilfælde, hvor det ikke kan løses på stedet, tager vi med den tilskadekomne til et hospital af international standard, hvor vi sikrer den rette behandling – dette gjorde vi også med Asma,« tilføjer programdirektøren.

Du kan læse Kenneth Kristensens fulde svar i faktaboksen længere oppe i artiklen.

B.T. har desuden spurgt programdirektøren, hvordan han forholder sig til Asmas kritik om ikke at blive hjulpet bedre af produktionen, og hvorfor man vælger at filme hende på hospitalet. Dette har programdirektøren dog ikke svaret på i sin mail.



Source link

- Advertisement -