Vil ha’ danske fans på Wembley: Tag dig sammen, Kofod

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) må i arbejdstøjet for at få danske fans med til semifinalen onsdag. Det mener flere politikere på Borgen. Foto: Udenrigsministeriet


Regeringen må tage affære og arbejde for at få danske fans til EM-semifinalen på Wembley mod England, mener flere politikere

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) må i arbejdstøjet for at få danske fans med til semifinalen onsdag. Det mener flere politikere på Borgen. Foto: Udenrigsministeriet

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) må i arbejdstøjet for at få danske fans med til semifinalen onsdag. Det mener flere politikere på Borgen. Foto: Udenrigsministeriet

De ekstremt restriktive indrejseregler i Storbritannien bør lempes, så de danske EM-helte kan få støtte på lægterne, når de onsdag i semifinalen møder England og 60.000 engelske fans på Wembley.

Sådan lyder ønsket fra flere politikere, som søndag vil have regeringen til prompte at tage affære – særligt efter landstræner Kasper Hjulmand på egen hånd har kastet sig ud i diplomatiets ædle kunst og opfordret premierminister Boris Johnson til at lukke danske fans ind i England.

Ekstra Bladet har søndag været i kontakt med Udenrigsministeriet, der har ansvaret for dialogen med britiske myndigheder om danskeres indrejsemuligheder til Storbritannien.

Her lyder beskeden, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ikke er i dialog med det britiske udenrigsministerium, men at den danske ambassade i London holder øje med situationen.

Sådan så scenerne ud i Danmark, da vi gik videre til semi-finalen

Tag jer sammen
Men det svar er langtfra godt nok, siger Venstres kultur- og idrætsordfører, Jan E. Jørgensen:

– Nu må regeringen simpelthen tage sig sammen. Det er historisk, at Danmark er kommet i semifinalen i EM – oven i købet mod England – på Wembley! Hvis Jeppe Kofod og Joy Mogensen ikke kan fatte det, så bliver jeg for alvor bekymret, siger Jan E. Jørgensen til Ekstra Bladet.

– Udenrigsministeriet må gøre alt, hvad der kan gøres, for at sikre så mange danske fans på Wembley som overhovedet muligt. Landsholdet fortjener den størst mulige opbakning, lyder det fra Venstre-politikeren.

Regeringen må i arbejdstøjet
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, bakker op:

– Vi bør finde en løsning for alle de gode danske fans. De er med til at løfte stemningen og holdet i det hele taget. Jeg synes, at regeringen bør lægge maksimalt pres på Storbritannien. Det kan ikke passe, at vi ikke kan have fans til en af de største sportsbegivenheder for Danmark i nyere tid. Regeringen må i arbejdstøjet. Vi skal have de danske roligans på Wembley til semifinalen – og forhåbentligt også finalen.

Også hos regeringens støtteparti Radikale Venstre opfordrer man regeringen til at komme i sving:

‘Hvis ikke DBU og fanklubbens dialog med engelske myndigheder lykkes med flere danske fans på Wembley, må regeringen ringe og spørge Boris, hvad der foregår,’ skriver retsordfører Kristian Hegaard på Twitter.

Ny sundhedsminister vil lempe
Opfordringen fra de danske politikere falder sammen med, at den nyudnævnte britiske sundhedsminister, Sajid Javid, åbner for at lempe de meget hårde britiske covid-restriktioner, da – siger han i Mail på søndag – coronavirus alligevel er en integreret del af menneskers sygdomsbillede nu.

‘Vi bliver nødt til at lære at acceptere covids eksistens og finde måder at tackle den på – ligesom vi allerede gør med influenza. De økonomiske argumenter for at åbne op er velkendte, men for mig er sundhedsargumenterne lige så overbevisende,’ skriver Sajid Javid i Mail on Sunday og åbner altså en lille kattelem for restriktionslempelser.

Umiddelbart er der dog ikke meget, der tyder på, at den britiske regering af sig selv før onsdag når at løfte restriktionerne fra Danmark. Danmark er i forvejen på Storbritanniens ‘orange liste’, og vi udgør et såkaldt ‘high risk’-land, selvom vi er tæt på at lande i den grønne kategori.

Det betyder derfor ti dages karantæne eller direkte afvisning ved grænsen, hvis man er i åbenlys besiddelse af en EM-billet.

Ekstra Bladet har søndag formiddag spurgt Storbritanniens ambassadør i København, Emma Hopkins, om hun vil arbejde på at åbne for danskeres indrejse til Storbritannien. Vi har indtil videre ikke fået svar.



Source link