Vidne kommer med nye oplysninger i drabssag: ‘Han forsøgte at skyde og så eskalerede det derfra’


Advertisement

»Det mellemværende, der har været, har ikke noget med Mudi at gøre. Det var helt tilfældigt, at han var der.«

Ifølge en mand fra Gellerup, som både kender de forurettede og tiltalte i drabs- og voldssagen fra Lenesvej den 23. juli 2020, så var det en ren tilfældighed, at Satudarah-lærlingen Mohammad Al-Zerjaw, kaldet ‘Mudi’, endte med at blive midtpunkt i det voldelige sammenstød den nat.

Et sammenstød, som endte med at koste ham livet, og som anklagemyndigheden mener bunder i en fejlslagen hashhandel, hvor Mudi og tre andre blev snydt.

Det forklarede manden onsdag, da han var indkaldt som vidne i Retten på Paludan Müllers Vej i Aarhus.

»Det er helt tilfældigt, at Mudi kommer med. Han bliver bare sendt som mægler,« lød det fra den mørkhårede mand med tilhørende skæg, som i retten var iført cowboybukser og en mørkeblå sweatshirt med hvide striber.

Ifølge ham skyldes sammenstødet et mellemværende mellem de tre resterende ofre i sagen, som alle kommer fra Skive, og på den anden side folk fra Gellerup/Brabrand-området. Formentlig Brabrandgruppen.

Og altså ikke rockergruppen Satudarah, som anklagemyndigheden mener.

»De har noget mellemværende. Det har ikke noget med Mudi at gøre,« lød det onsdag fra vidnet i Retten.

Vidnet forklarede, at han ikke selv var en del af sammenstødet, da han lå og sov på gerningstidspunktet, men at den afdøde om natten forgæves havde forsøgt at få fat på ham. De var gode venner.

»Jeg vidste ikke på det tidspunkt, hvad han ville,« lød det fra manden.

Det fandt han først ud af dagen efter.

»Jeg fandt ud af, at han var blevet dræbt, og der havde været et problem ude i Gellerupparken, og det nok var det, han ville have talt med mig om.«

»Jeg kender jo folk derude fra og jeg kender også ham,« lød det fra manden i retten.

Alligevel kunne han til alles overraskelse fortælle, at han havde en god fornemmelse af, hvad det var, som gik galt på parkeringspladsen den nat, og som endte med at koste hans gode ven Mohammad Al-Zerjaw livet.

Dagen efter drabet tog han nemlig til Skive for at mødes med de tre mænd, som sammen med Mudi blev overfaldet, men som alle overlevede.

»De tager kontakt til mig, og så tager jeg ned og snakker med dem.«

»De ved jo godt, at jeg er venner med deres bror, så jeg kommer ned og snakker med dem. De er meget urolige for, hvad der er sket, så de har det nok bedre, hvis de kan snakke med mig om det,« forklarede han i retten.

Og her kom de, hvis vidnets forklaring er sand, med en vigtig oplysning i sagen.

Den ene af de forurettede fra Skive, skal nemlig angiveligt have fortalt ham, at han havde medbragt en pistol til parkeringspladsen, og det var den, som satte gang i sammenstødet mellem de to grupper.

»Det har han selv fortalt. Han forsøgte at skyde med den, og så blev han standset, og så eskalerede det derfra,« forklarede vidnet, der er vokset op i Gellerupparken sammen med de fire tiltalte i sagen, og derfor kender personer på begge sider i sagen.

I sidste uge vidnede manden, som vidnet nu fortæller, havde medbragt en pistol, men det fremgik ikke af hans egen forklaring, at han skulle have medbragt den. I sidste uge forklarede han i retten, at han slet ikke vidste, hvad der skulle foregå. Han skulle bare agere chauffør for de andre.

Det er derfor uvist, om anklagemyndigheden vil genafhøre manden.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide