Vanvittig natkørsel: 100 blitzede bilister


Natten til fredag er 100 bilister kommet for hurtigt forbi politiets fotovogne, det har kostet 15 klip i kørekortet

100 blitzlys. 15 klip i kortet. To betingede frakendelser af kørekortet.

Der er ikke mange biler på vejene i nattetimerne, og alligevel lykkedes det 100 bilister at blive fanget med en for tung fod på speederen.

Det skete natten til fredag på rute 26 mellem Aarhus og Viborg på Århusvej i nærheden af Fårvang. Her blev næsten hver fjerde forbipasserende bilist taget i at køre for hurtigt i de seks timer politiet målte på strækningen.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Facebook.

Synderne kunne ikke holde sig under vejens hastighedsbegrænsning på 80 km/t. Den hurtigste af dem fik taget sit billede, da føreren af bilen kørte forbi med 121 km/t.

De vil derfor i den nærmeste fremtid kunne se frem til en besked i e-boksen, når billederne er gennemgået af politiet og koblet til føreren af bilen.



Source link