Uværdigt for alle parter, TV 2

Uværdigt for alle parter, TV 2


Ghita Nørby satte sig igen på tværs i en interview-situation. Denne gang i TV 2’s nye sommersatsning, hvor hun kaldte spørgsmålene idiotiske. Det var godt, at Ghita sagde fra, men det ville være bedre, hvis hun lod være med at stille op.

‘Jeg kan sgu godt forstå, Ghita bliver irriteret,’ lyder det fra René Fredensborg

Det er på en måde vildt befriende at se Ghita Nørby vride sig på klapstolen, mens hun i en ellers nøje indstuderet interview-situation igen og igen nægter at svare på, hvad hun betegner som idiotiske spørgsmål. Hvem er den private Ghita? Hvad er din mørke side? Skræmmer døden dig?

Værten er TV 2’s mellemøstkorrespondent Simi Jan, som måske ikke var helt forberedt på, at hun skulle i 20 minutters interview-krig med den sprængfarlige diva. Slutteligt siger den kendte skuespiller til den knap så kendte journalist: ‘Du må spørge dig selv indvendigt: Hvad er det, jeg vil?’.

Med sådan et møde, forstås. Der åbenbart både skulle indeholde lidt om barndommen, karrieren og afslutningen/døden i en absurd form for tre akters lynteater, hvor scenografien først var at sidde i Nyhavn på to billige klapstole klemt inde mellem vej og cykelsti.

Og dernæst samme setup midt på Kongens Nytorv med Det Kongelige Teater i baggrunden. Fantasiløst og håbløst ufokuseret, men selvfølgelig med den sædvanlige smisken og leflen for dansk films 86-årige førstedame.  

Medie-idioti
Nu har Ghita jo før foldet sig krasbørstigt ud som den primadonna, hun er. Radio24syvs Iben Marie Zeuthen blev nærmest danmarksberømt for det fur, hun fik sig under et længere interview startende med, at mikrofonen var for stor. Langsomt pillede den ældre dame den unge kvinde fra hinanden i et tåkrummende psykologisk spil, hvor Ghita vist mere eller mindre ubevidst kom til at spejle sin egen skrappe mor. Det var skandaløst god radio.

Ghita Nørby var sjovt nok den første satsning i det nye format ‘Simi & sommergæsten’, og tanken slår da én, at TV 2 også gerne ville lægge fra land med en gæstesatsning ud fra devisen: Der er seere i både succes og fiasko.

Som interview var det helt klart en fiasko, men som omtale af programmet en stor succes. Og ja, Simi Jan og co. skulle nok have tænkt bare én original vinkel, før de ringede til Ghita. På den anden side skulle Ghita da bare have sagt nej. Hun har jo tydeligvis hverken tid eller tålmodighed til at blive udsat for almindelig medie-idioti. 

Idiotisk koncept
Det er både befriende og underholdende at se Ghita Nørby sige fra over så overfladisk et format, men på den anden side havde det nok været lettere at blive hjemme i Holte-villaen, frem for at hun på den måde luftede (svine)hunden i et tidsknapt koncept. Simi Jans spørgsmål er klart for store, men Ghitas Nørbys imødekommenhed er til gengæld tilsvarende lille. 

På den led performer de lige pinagtigt. Titlen på dette program er: ‘Vi skal bevare hemmelighederne’, og det lever interviewet faktisk helt op til. 

Der kommer absolut intet nyt op til overfladen. At TV 2 finder på idiotiske koncepter er ikke noget nyt. At Ghita kan vrisse unge kvinder i stykker med et højrøvet fnys, vidste vi også godt. Det er dybest set uværdigt for alle parter, også os seere.



Source link