Ung mand død efter knivstikkeri på Nørrebro i København


Advertisement

En yngre mand er afgået ved døden, efter at han tirsdag aften blevet stukket ned med en kniv på Hans Tavsens Gade på Indre Nørrebro i København.

Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Chenette Westergaard tidligt onsdag morgen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 22.58.

Her blev det konstateret, at en yngre mand var i kritisk tilstand. Han blev efterfølgende sendt til behandling på hospitalet, hvor hans liv ikke stod til at redde.

Politiet har hele natten til onsdag været til stede på gerningsstedet, der er afspærret, for at foretage tekniske undersøgelser og vidneafhøringer.

– Vi kommer nok til at være der et stykke tid. Vi efterforsker bredt og søger vidner, som kan have set noget i området omkring anmeldelsestidspunktet, siger Chenette Westergaard til Ekstra Bladet tidligt onsdag.

– Vi beder folk, der har set noget eller har været i området omkring Hans Tavsens Gade om at ringe 1-1-4, siger Westergaard, som understreger, at politiets tilbageholdenhed med at give oplysninger om den afdøde ikke blot skyldes, at hans pårørende ikke er underrettet.

– Det er den ene del. Den anden er simpelt hen, at vi ikke har flere oplysninger, vi kan dele på nuværende tidspunkt, siger hun.

Ingen er endnu anholdt i sagen, og derfor kan politiet heller ikke sige noget om et muligt motiv. Efterforskningslederen tilføjer, at der for nuværende ikke er nogen formodninger om, at knivstikkeriet er banderelateret.



Source link

- Advertisement -