Uhyggeligt alarmopkald afspillet i retten: »Der er en, der er ved at dø«


Advertisement

»Vi er blevet stukket ned. Kan du ikke komme og hente os? Skynd dig, der er en, der er ved at dø.«

Omkring ti betjente i skudsikre veste var til stede i retslokalet, mens det uhyggelige alarmopkald fra Lenesvej i Brabrand forrige sommer blev afspillet.

Rundt om i lokalet sad også flere tilhørere.

»Hvor lang tid går der, før I kommer? Vi er fire, der er stukket ned!«

»Han er ved at dø!« lød det i den ene ende af telefonen.

Opkaldet kom fra en af de tre mænd, som sammen med Satudarah-lærlingen Mohammad Al-Zerjawi, der gik under tilnavnet ‘Frisør Mudi’, blev overfaldet med knivstik 23. juli 2020.

Et overfald, som betyder, at fire mænd lige nu sidder tiltalt for drab, drabsforsøg, trusler og to voldelige overfald ved Retten i Aarhus. Eller i hvert fald tre af dem.

Den fjerde, 25-årige Abdallah Ahmad Taha, blev nemlig mandag udskilt af sagen, da han fortsat er internationalt efterlyst, og man derfor ikke kan føre sag mod ham endnu.




25-årige Abdallah Ahmad Taha, der fortsat er efterlyst. Han er 190 cm høj og almindelig af bygning. Foto: Østjyllands Politi.

Vis mere

»Hvor er de andre?« lød det fra alarmcentralen i telefonen.

»Jeg ved det ikke. De er smuttet,« lød svaret fra manden, som sammen med de tre andre var blevet overfaldet.

Og så røg forbindelsen. Klokken var på daværende tidspunkt omkring 3.46 om natten.

Hurtigt kom manden dog igennem igen, fremgik det i retten, da specialanklager Jesper Rubow satte en ny lydafspilning i gang.

Klokken var nu 03.48.

»Hvor bliver I af?«

»Han har mistet meget blod.«

»Vi er blevet stukket i maven og benene. Kom,« lød det fra manden, som igen var kommet igennem til alarmcentralen.

Det var tydeligt at høre, at der var panik i stemmerne, og i baggrunden kunne man høre en mand beklage sig. Formentlig den nu afdøde Mohammad Al-Zerjawi.

I lydafspilningen kunne man høre, at politiet ankom, før opkaldet var afsluttet, og at der bliver sagt, at der er en ambulance på vej.

Alligevel lykkedes det ikke at redde den 42-årige Satudarah-lærling, som døde på stedet af ét knivstik i låret.

Og det er netop det drab – sammen med de voldelige overfald mod de andre tre – som er omdrejningspunktet i den retssag, som mandag tog sin begyndelse ved Retten i Aarhus.

Anklagemyndigheden mener, at overfaldene bunder i en narkohandel, som gik galt mellem Satudarah-lærlingen og medlemmer af Brabrandgruppen.

De tiltalte har mandag alle erkendt, at de var til stede på Lenesvej på gerningstidspunktet, men nægter at have planlagt at dræbe den 42-årige.

En 22-årig mand, som er tiltalt i sagen, har dog mandag erkendt at have stukket to af de forurettede med en kniv, som han havde med. Ifølge ham skete det dog i nødværge.

Den ene blev ifølge anklageskriftet stukket adskillige gange i skulder, arm, ben og snittet i ansigtet, mens den anden blev stukket flere gange i benet og håndfladen.

Den 22-åriges forsvarsadvokat mente endda, at de fire tiltalte også var til stede, da alarmopkaldet blev lavet, og at de alle samarbejdede om det.

»Det er forsvarets opfattelse, at der opstår et sammenhold derude, hvor alle forsøger at hjælpe med at få ham hjulpet – også de tiltalte i den her sag,« sagde Michael Juul Eriksen mandag i retten.

Tirsdag fortsætter retssagen, som mandag blev forsinket, da retten pludselig skulle holde et forberedende møde, som betød, at sagen først kunne starte klokken 13.

B.T. følger sagen.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide