Udviklingen i København skræmmer Peter

Ofelia Beach.  Foto: Henning Hjorth


Peter Riis har boet i indre by i København hele sit liv, men indenfor de seneste år har byens miljø taget en drejning, der skræmmer ham

Danskernes opførsel i de københavnske gader har forandret sig drastisk i løbet af få år.

Det oplever fotograf Peter Riis, der har boet i indre by i København hele sit liv – de seneste ti år af dem i en lejlighed tæt på Sankt Annæ Plads. Derfor har han altid været vant til, at der har været lidt larm i gaden, og det har aldrig generet ham.

Men de seneste år har det nået et niveau, der skræmmer ham, fordi de mange gadefester har en uheldig sidegevinst, nemlig at der er begyndt at køre flere og flere unge mænd rundt i dyre biler, som åbenlyst sælger stoffer.

Det er især sket efter åbningen af Ofelia Beach ved Ofelia Plads, fortæller han.

– Der kommer mange og ligger på Ofelia Beach for eksempel, og de går ned i købmanden og køber alkohol, og så eskalerer det i en fest. Den fest tiltrækker så nogle, der måske gerne vil købe stoffer, fortæller Peter Riis.

Ofelia Beach.  Foto: Henning Hjorth

Ofelia Beach. Foto: Henning Hjorth

Tilbudt kokain da han luftede hunden
Han har selv oplevet at blive tilbudt stoffer, da han luftede sin hund en helt almindelig torsdag aften. Desuden flyder gaderne med glasskår og lattergaspatroner efter aftenens strabadser.

– Vi overvejer desværre at flytte, ja, selvom jeg elsker indre by. Jeg er rummelig, men decideret hærgen, salg af stoffer og blæsen op og ned af gaderne i store biler, det bliver jeg træt af, fortæller Peter Riis og fortsætter:

– Vi bor i en bydel, der er ved at tage en drejning, som er helt ude af kontrol. Festerne kører København midt over.

– Hvor mange gange i løbet af en normal uge oplever I noget, hvor du vil sige, at det generer dig?

– Der er i hvert fald fest tre-fire gange om ugen, og det fortsætter tit til klokken fem om morgenen. Det er hårdt, når man skal op på arbejde dagen efter.

Foto: Henning Hjorth

Foto: Henning Hjorth

– Har du selv forsøgt at gå ned og bede folk om at dæmpe sig?

– Nogle gange ja, men det bliver super dårligt modtaget. Og så må jeg også indrømme, at de typer, der kommer der, ikke altid er nogle, jeg har lyst til at sige noget til. Det ville jeg ikke være tryg ved.

– Har du kontaktet politiet?

– Ja, nogle gange. Også fordi folk har kørt helt vanvittigt i området.

Manglende retningslinjer
Peter Riis har svært ved at se, hvad en løsning på problemet kunne være, for han synes ikke, det løser noget, at folk flytter festen til andre steder i byen.

– Jeg kan sagtens forstå, at folk trænger til at bade og feste, men jeg ville ønske, at de respekterede, at der også bor mennesker her. Eller at der ville blive opstillet nogle regler, der respekterede det, siger han og fortsætter:

– Når et område bliver overtaget eller jo nærmest væltet, så har man en indre konflikt med sig selv, når det er et område, man er glad for. Der skal være plads til alle, men lige nu er der kun plads til dem, der fester.

Ekstra Bladet har spurgt Københavns Politi, hvad de gør for at løse problemerne med støj og fester, og om de kan bekræfte, at der er tale om en stigende tendens. Og det kan de.

– Vi har de seneste år set et stigende antal anmeldelser om høj musik, hvilket vi også har oplevet de seneste weekender. Det er forståeligt nok, at mange gerne vil ud og hygge sig med musik, men man behøver ikke at teste, hvor højt soundboksen kan spille for at have det sjovt. Er man i tvivl, om man spiller for højt, så skru ned for en sikkerheds skyld og tag hensyn, så beboerne i området ikke får ødelagt deres nattesøvn, siger Peter Dahl, politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi.

Ifølge politiet er der visse københavnske bydele, der er hårdere ramt end andre.

– Vi ved af erfaring, at nogle områder er mere udsatte for larm og høj musik end andre, og dem giver vi selvfølgelig ekstra opmærksomhed. Det er for eksempel Nordhavn, Indre By, Islands Brygge, og dele af Nørrebroparken, hvor Københavns Kommune netop har skærpet støjreglerne. Vores oplevelse er, at de fleste lytter, når vi beder dem om at skrue ned, og hvis ikke, følger vi op med påbud, bøde og i sidste ende kan vi beslaglægge musikanlægget, siger Peter Dahl.

Og problemerne er et stort fokusområde for Københavns Politi, lyder det.

– Vi har stort fokus på støj og høj musik. Det betyder, at vores patruljer holder godt øje med, at festerne på byens pladser og parker ikke stikker af, men vi vil også lave målrettede indsatser, hvis vi vurderer, at der er behov for det, siger Peter Dahl.



Source link