Tv-vært Thomas Buch-Andersen har droppet sukker og alkohol: Jeg er alt eller intet-typen


Han har en sød tand, men spiser ikke sukker. Han elsker en løssluppen stemning, men drikker ikke alkohol. Han er social, men er ofte den første, der går hjem fra en fest.

»Jeg er rigid omkring søvn. Der skal virkelig meget til, før jeg ikke er i seng klokken 23,« siger Thomas Buch-Andersen, der er vært på TV 2 News.

For fire år siden lagde den tidligere DR2 Detektor-vært sit liv om og har siden fået ‘meget mere overskud’.

Livsstilsomlægningen kan ses på tallene:

  • Tv-værten vejer 70,4 kilo.
  • Hans fedtprocent på 5,5 procent svarer til en Tour de France-rytter i storform.
  • Og hans metaboliske alder er 35, selvom han er fyldt 50 år.

Den metaboliske alder findes ved at måle kroppens fedtprocent, muskelmasse, alder og køn, og sammenholde tallene med den ideelle sammensætning af fedt og muskler. Eller som han selv forklarer det:

»Min krop er 15 år yngre end gennemsnittet af mænd på 50 år.«

Thomas Buch-Andersens ambition er ‘at dø sund’, så han blev glad for tallene. Så glad at han lagde dem på Facebook.

»Jeg lod mig gribe af begejstring, for de er det første målbare tegn på at den måde, jeg lever på har en virkning,« siger han.

»Jeg har levet et liv, hvor jeg tidligere har drukket masser af alkohol, spist masser af junkfood, burgere og pomfritter. Men for fire-fem år siden røg jeg ind i midtlivskrise og tog mit liv op til revision.«

Siden har han droppet sukker og alkohol, er begyndt at træne og tage sin søvn – meget alvorligt.


Thomas Buch-Andersen har droppet sukker og alkohol. Foto TV2.


Thomas Buch-Andersen har droppet sukker og alkohol. Foto TV2.

Vis mere

»Jeg er nok alt eller intet-typen. Det gør det nemmere at håndtere for mig. Men det slog mig først, da jeg skrev opslaget, at jeg er asketisk,« siger han.

»Mange synes måske, at asketisk er lig med ekstrem, men for mig betyder det bare, at jeg afholder mig fra en række ting, som de fleste andre gør eller indtager.«

Det er fire år siden besluttede han at ændre sin kost, motion og søvn:

»Mange mænd får en form for wakeupcall mellem 40-50 år, ofte når man har nået det, man har sat sig for. Jeg havde fået en dejlig kone, børn, hus, bil, båd og havde nået mine karrieremål – og så meldte spørgsmålet sig: ‘Er det, det’.«

Ændringerne begyndte med en beslutning om, at han ville forandre sig i sit parforhold, men den beslutning greb om sig.

»Da jeg blev klar over, hvor lidt aktiv jeg var i vores parforhold, fik det mig til at vågne op – også i forhold til mit engagement i mit job, mine venner og andre forhold.«

Ved siden af jobbet på TV 2 News, holder han i dag kurser og coacher mænd i personlig udvikling. Han underviser et hold mænd i yoga, dyrker selv yoga dagligt, mediterer regelmæssigt, går i fitnesscenter og løber.

Han spiser sjældent kød, men elsker fisk, spiser masser af æg, planter og nødder og undgår sukker.

»Det kan være en udfordring, når det er sommer og jeg har lyst til is. Men jeg falder ikke i. Hvis jeg spiser en is, er det et bevidst valg og det skal være et menneske, jeg holder meget af, der har lavet den.«

Alkohol har han ikke rørt i tre år.

»Det begyndte på en sommerferie efter mange dage med gin og tonic. Jeg tog en pause og pludselig havde den ene dag taget den anden. Det blev et trip og nu føler jeg mig godt tilpas med det.«

Han lægger ikke skjul på, at den nye livsstil er skyld i, at han går glip af oplevelser.

»Men jeg skaber det liv, jeg ønsker at leve og får det til at passe sammen med andres. I et samfund, hvor der bliver drukket masser af alkohol og spist sukker er det en sjov udfordring, at se om jeg kan være velfungerende i det.«



Source link