Truede sig til sex med gevær: Hun ville ikke mere


Det var et legetøjsgevær fra Fætter BR, fastholder Mathias Vig Smidt, som vil frifindes i landsretten

En italiensk prostitueret blev i dette hus udsat for flere uhyrligheder i oktober sidste år. Foto: Christer Holte
En italiensk prostitueret blev i dette hus udsat for flere uhyrligheder i oktober sidste år. Foto: Christer Holte

En italiensk prostitueret trodsede forleden sin frygt, da hun mod forventning afgav forklaring mod den mand, der i oktober sidste år udsatte hende for adskillige rædsler.

Mathias Vig Smidt blev i dag af et nævningeting idømt fem års fængsel for blandt andet grov voldtægt af den 40-årige kvinde. Dommen omhandler også besiddelse af skydevåben og indbrud.

Den dømte, som er 29 år og fra Grindsted, ankede på stedet dommen til frifindelse ved Østre Landsret.

Filmede voldtægtsmand
Voldtægten fandt sted 30. oktober sidste år på et bordel i Holsted. Her var den dengang 28-årige mand mødt op med en udenlandsk kammerat. Han har under hovedforhandlingen ifølge JydskeVestkysten erkendt, at han på et tidspunkt hentede et gevær i sin bil. Efter eget udsagn var han irriteret over, at kvinden ikke ville dyrke mere sex, selvom han havde betalt 1000 kroner ekstra.

Manden har under retssagen fastholdt, at der kun var tale om en attrap.

Det var da også et legetøjsgevær fra Fætter BR, han mødte op med, da han efter ni dage på flugt, meldte sig selv til politiet.

En video, som det lykkedes kvinden at optage den skæbnesvangre dag, vidner dog om, at der er tale om to forskellige skydevåben. Det har NKC (Rigspolitiets Nationalt Kriminalteknisk Center, red.) fastslået efter at have sammenlignet videoen med Mathias Vig Smidts legetøjsgevær, fortæller anklager Kristen Ege til Ekstra Bladet.

Løsladt i februar
Han havde ikke forventet, at den italienske kvinde ville møde op til retssagen, og den dengang varetægtsfængslede blev i februar løsladt..

– Jeg løslod ham, da der ikke var udsigt til at kunne få fat i forurettede, siger Kristen Ege, som uddyber, at en voldtægtsdom er vanskelig uden forklaring fra offeret i sagen.

Den italienske kvindes fremmøde i retten var derfor afgørende for dommen, som straks sendte Mathias Vig Smidt tilbage bag tremmer.

Han var tiltalt for at have stukket et dobbeltløbet haglgevær i munden på kvinden, holdt våbnet mod hendes skridt og holdt det på tværs ind over hendes hals for at kvæle hende med det, uden at hun dog var i livsfare, for derefter at voldtage hende to gange.

Nævningetinget fandt kun bevist, at Mathias Vig Smidt havde begået én voldtægt.

Anklageren er fuldt ud tilfreds med sagens udfald:

– Jeg havde krævet fem et halvt år, og vi lander på fem år. Det er tæt på min påstand og afspejler meget godt sagens alvor. Som prostitueret befinder man sig i en super udsat situation, hvor man ikke kan andet end at have tillid til sine kunder. I så intim situation kalder det på en beskyttelse eller et værn, som jeg synes, de fem år er udtryk for, selvom det er på bagkant, siger anklageren.

Udover voldtægten og truslerne blev Mathias Vig Smidt dømt for et indbrud på 133.000 kroner i Bogense Kommune.

Ekstra Bladet har indtil videre uden held forsøgt at få en kommentar fra den dømtes forsvarsadvokat.



Source link

Advertisement