Trine Bramsen: Timeglasset rinder ud for evakueringer


Situationen er stadig svær i Kabuls lufthavn i forhold til evakuering, siger forsvarsminister Trine Bramsen

Timeglasset rinder ud for evakueringer fra lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) søndag til Ritzau.

– Vi er i fuld gang med at evakuere og løfter fortsat ud af Kabul.

– Men det er klart, at situationen er svær. Særlig når vi kigger på vores allierede, der skal have rigtig mange mennesker ud over de kommende dage, så rinder timeglasset altså ud, siger Trine Bramsen.

Hun bekræfter, at et dansk Hercules-militærfly lørdag aften evakuerede over 80 personer fra Kabul.

– Der er tale om primært dem fra de danske lister, men vi har også hjulpet en række europæiske lande i forbindelse med løftet lørdag aften, siger hun.

Foto: Ritzau Scanpix/SGT GLEN MCCARTHY

Foto: Ritzau Scanpix/SGT GLEN MCCARTHY

USA har sat en deadline 31. august for evakueringer fra lufthavnen.

Men lørdag sagde EU’s udenrigschef, Josep Borelli, ifølge nyhedsbureauet AFP, at det er ‘matematisk umuligt’ at få evakueret alle de mange afghanere, der har arbejdet for EU, Nato eller andre udenlandske institutioner samt deres familier inden 31. august.

Han tilføjede, at EU har klaget til amerikanerne over, at sikkerheden ved Kabuls lufthavn i nogle tilfælde er alt for striks.

Trine Bramsen svarer ikke direkte på, om det er realistisk at nå at evakuere alle inden 31. august.

– Vi gør alt, hvad der overhovedet står i vores magt, siger hun.

Den største udfordring i forhold til evakueringer er lige nu ‘at få folk frem til lufthavnen og ind i lufthavnen’.

– Alle kan se billederne fra lufthavnen. Med alle de mange mennesker, der står omkring og gerne vil ind, er det meget kaotisk og rigtig svært at operere i og sikre, at de rette mennesker kommer ind, siger Trine Bramsen.

Lørdag fortalte udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at 450 personer indtil videre var blevet evakueret fra Kabul med kurs mod Danmark.

Et SAS-fly med evakuerede lander dog senere søndag i Københavns Lufthavn, hvorved tallet vil stige.

Samtidig var der lørdag mellem 90 og 100 personer på danskerlisten i Afghanistan.

Danskerlisten er en liste, man kan tilmelde sig på Udenrigsministeriets hjemmeside. På listen er danske statsborgere eller personer med lovligt ophold i Danmark.

——— SPLIT ELEMENT ———

Trine Bramsen har ugen igennem mødt kritik for at tage til koncert fredag og Ærø-besøg søndag, mens situationen eskalerede voldsomt i Afghanistan.



Source link

Advertisement

Advertisement