Tre mænd fængsles for drab med jagtgevær i Haderslev

35-årig mand blev dræbt af skud i hovedet i lejlighed i Damgade. Politiet foretog hurtigt anholdelser

Tre mænd er lørdag blevet varetægtsfængslet i en sag om et drab, som blev begået i Haderslev fredag. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Retten i Sønderborg har bestemt, at de tre mænd skal være fængslet i fire uger.

De nægter sig skyldige. Den ene har kæret afgørelsen til Vestre Landsret.

Mændene blev anholdt forskellige steder i Haderslev, efter at en 35-årig mand fredag formiddag var fundet dræbt i en lejlighed på Damgade. Han var blevet skudt.

Offeret blev skudt i hovedet. Våbnet var et jagtgevær. Og han blev også stukket med kniv, skriver regionalmediet jv.dk om grundlovsforhøret.

Anholdelserne foregik ved aktioner med et stort politiopbud. Nogle betjente blev set med maskinpistoler i bybilledet, skrev jv.dk fredag.

Mediet beretter også, at forbrydelsen er sket i det lokale narkomiljø. De anholdte skal være godt kendt af politiet i forvejen. Den ene er således dømt for grov vold, skriver jv.dk.

De sigtede er henholdsvis 33, 34 og 55 år.

På Twitter oplyser politiet lørdag, at de tre også sigtes for våbenbesiddelse og for besiddelse af narkotika. Mængden er 950 gram amfetamin, skriver jv.dk.

Source link