Tillidsmand om voldsom utilfredshed: – Situation er presset

Udfordringerne med ekstravagter er så store i Hovedstadens Beredskab hen over sommeren, at flere reddere har udskudt ferien. Screendump/privatfoto


Stemningen har nået et lavpunkt hos ambulanceredderne i Hovedstadens Beredskab.

Sådan lyder blot én af de opfølgende reaktioner fra redderne, efter at Ekstra Bladet fredag kan berette om ekstremt svære arbejdsbetingelser for de ansatte i både Falck og Hovedstadens Beredskab, der står for ambulancekørslen i Region Hovedstaden.

I alt har sidstnævnte 444 ekstravagter, som skal besættes hen over sommeren. Fredag sagde fire reddere op, og flere opsigelser er muligvis på vej.

Frygt for fremtiden
Nu frygter flere af de ansatte, der ikke tør at stå frem i Ekstra Bladet af frygt for deres ansættelsesforhold, at den i forvejen pressede arbejdsdag bliver forværret.

Fællestillidsmand i Hovedstadens Beredskab Andreas Keil erkender de store udfordringer.

– Redderne i hele Region Hovedstaden er pressede. Det er min oplevelse. Hele coronasituationen gjorde, at turene tog længere tid, fordi man skulle iklæde sig alt muligt sikkerhedsudstyr. Der kom ikke færre ture, så det betød, at arbejdspresset steg markant for ambulanceredderne, siger han fortsætter:

– Nu er coronabølgen aftaget en del, men redderne oplever stadig, at når de afslutter en tur, så ligger der bare en ny tur til dem og venter, så de har aldrig bare fem minutter til at slappe af og samle tankerne.

– Jeg har modtaget flere mails i min indbakke her til morgen, hvor dybt frustrerede folk inde hos jer skriver, at stemningen er helt i bund? Hvordan oplever du situationen?

– Situationen herinde er presset. Det kan man ikke afvise overhovedet. Der mangler reddere, og det gør selvfølgelig, at de reddere, som er herinde, skal arbejde ekstra. Det presser dem, og de er nu på vej ud af hele coronakrisen, som har presset dem. Nu kommer senfølgerne hos os, og så fortsætter det pres, fordi flere reddere forlader os. Men vi oplever også et sammenhold, og redderne løfter virkelig i flok for at besætte de ledige vagter.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er flere opsigelser i vente. Andras Keil bekræfter, at fire reddere har sagt op siden i fredags, og at flere opsigelser kan være på vej.

– Men der kommer også nye, som er på vej ind. Det er to eller tre mænd, som kan erstatte nogle af dem, der forlader os, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Udfordringerne med ekstravagter er så store i Hovedstadens Beredskab hen over sommeren, at flere reddere har udskudt ferien. Screendump/privatfoto

Udfordringerne med ekstravagter er så store i Hovedstadens Beredskab hen over sommeren, at flere reddere har udskudt ferien. Screendump/privatfoto

Hårdt arbejdsklima
Tillidsmanden erkender, at ledelsen ikke har været dygtige nok til at sammensætte en fornuftig vagtplan for redderne, men retter derefter skarp kritik af Region Hovedstaden, som han mener bærer en stor del af skyldes for den nuværende krise.

– Den store reddermangel, der er i Region Hovedstaden, er mere udbredt, end den er i andre regioner. Det mener vi skyldes det hårde arbejdsklima, der er i regionen. Man er simpelthen ikke på forkant med det beredskab, som man skal have i landets største by, hvor der bor flest udsatte borgere.

– Vi føler hele tiden, at vi halter efter. Og så vil folk jo hellere køre til Sønderjylland for at arbejde, selvom de bor i Køge, end de vil arbejde her, fordi det er så hårdt at køre her. Og det handler om det akutberedskab, man har sat op i Region Hovedstaden, hvor der ikke er ordentlige rammer for redderne.

Han efterspørger handling fra ledelsen i regionen.

– Region Hovedstaden bliver nødt til at være en mere aktiv og rimelig samarbejdspartner, for det er et fælles ansvar at sikre borgerne den tryghed og service, de har krav på.

Stiller ikke op
Ekstra Bladet ville gerne have konfronteret Freddy Lippert, der direktør i Region Hovedstadens akutberedskab, men han har ikke tid til et interview i dag, lyder svaret.

Til gengæld har Hovedstadens Beredskab tidligere forholdt sig til siutationen.

Ekstra Bladet har konfronteret Hovedstadens Beredskab om de pressede medarbejdere. Her erkender operationschef og pressetalsmand Tim Ole Simonsen, at der problemer med at få vagtplanen til at gå op

– Medarbejdernes arbejdsmiljø ligger os stærkt på sinde. Det skal være trygt at gå på arbejde i Hovedstadens Beredskab. Vores ambulancedrift er desværre, af flere årsager, udfordret henover sommeren. Den generelle mangel på ambulancereddere i Danmark medvirker til at det er svært at besætte ledige stillinger. Hvis vi kunne, ville vi gerne ansætte ti uddannede reddere med det samme.

Han roser videre de ansatte for at have taget en stor tørn gennem coronakrisen, der medførte at ferie og afspadsering blev udskudt.

– Medarbejderne gjort en kæmpe indsats ved at tage ekstravagter, og visse har også udsat deres ferie. I dette langstrakte forløb med covid, som ingen kunne forudse komme, har medarbejderne således udført en kæmpe og prisværdig indsats. Men vi mærker nu som organisation de ‘organisatoriske senfølger’ af den store indsats og fleksibilitet, som medarbejderne har udvist i perioden.

– Alt dette sammenholdt med, at vi desværre også har haft en udfordring i vores mandskabsplanlægning, har medført at vagtbesættelsen hen over sommeren er udfordret. Vi ved godt vores medarbejdere er presset, og på trods af en lang periode med særlige vilkår under covid, træder mange fortsat hjælpende til. Vi er i god og tæt dialog med reddernes faglige repræsentanter om udfordringerne.

Afslutningsvis fortæller Tim Ole Simonsen, at situationen er blevet drøftet i denne uge på et møde med Region Hovedstaden. Han kan dog ikke garantere, at ambulancer kører som planlagt hen over sommeren.

– Vi gør selvfølgelig vores yderste for at dække alle vagter og dermed stille det antal ambulanceberedskaber vores kontrakt beskriver. Hvis det undtagelsesvis bliver nødvendigt at nedlægge et beredskab i et kortere tidsrum, vil vi behandle dette ud fra vores kontrakt med Region Hovedstaden.

– I den situation vi står i, beder vi vores medarbejdere om at udvise en udstrakt fleksibilitet, hvilket vi møder en imødekommenhed på.

Vis mere


Vis mindre



Source link