Terrortiltalt købte våben af agent efter at have afgivet troskab til IS


En 24-årig mand skrev ifølge anklagemyndigheden krypterede beskeder om at ville begå et angreb med en AK47 kort tid inden han købte et våben og ammunition

En 24-årig mand er tiltalt ved Retten på Frederiksberg for at ville begå et eller flere terrorangreb. Foto: Tariq Mikkel Khan
En 24-årig mand er tiltalt ved Retten på Frederiksberg for at ville begå et eller flere terrorangreb. Foto: Tariq Mikkel Khan

– Jeg vil bruge Glock’en, når politiet kommer. AK’en er til det første angreb.

Sådan lød en krypteret besked fra en 24-årig mand fra København ifølge anklagemyndigheden. Beskeden blev sendt til en politiagent, som den tiltalte købte en pistol og ammunition af.

Den 24-årige er nu tiltalt for at ville begå et eller flere terrorangreb.

Der er navneforbud i sagen, der kører i Retten på Frederiksberg, og tiltalen lyder på forsøg på terrorisme og vold. Anholdelsen skete 30 april 2020, og fredag var sagens tredje retsdag.

Afgav troskabsed foran IS-flag
Anklagemyndigheden viste på rettens anden dag en video af den tiltalte, der sad foran et Islamisk Stat-flag med en attrap-AK47 lænet op ad væggen og svor troskab til Abu Ibrahim al-Hashimi al-Qurashi – den nuværende leder af Islamisk Stat.

Samtidig blev der i løbet af rettens to første dage fremlagt aflytning af den tiltaltes hjem, som politiet havde foretaget i perioden op til anholdelsen. Her hørtes den tiltalte blandt andet recitere samme troskabsed.

Politiet fandt under ransagning af den tiltaltes mors lejlighed, hvor den tiltalte boede det meste af tiden op til anholdelsen, blandt andet billeder af Omar El-Hussein, som i 2015 angreb Krudttønden og synagogen.

Købte våben af PET-agent
På rettens første dag kom det frem, at den tiltalte i april 2020 havde været i korrespondance med en PET-agent om køb af en AK47 og en pistol af mærket Glock.

I korrespondancen fremgår det, at de aftalte at mødes og gennemføre handlen af pistolen på en parkeringsplads nær en McDonalds i Valby.

Den tiltalte mødtes med politiagenten, som i sin vidneafhøring forklarede, at han havde våbnet i en taske i bagagerummet af sin bil. Herefter blev det og ammunition udvekslet med et bundt pengesedler.

Den tiltalte blev anholdt den 30 april 2020 med pistolen, to magasiner og 50 patroner, som han havde forinden havde købt af agenten.

På en krypterede besked-app havde efterretningstjenesten en længere korrespondance med den tiltalte, som de gennem kildeoplysninger havde fået at vide, at de skulle holde øje med.

Beskeder om at dræbe vantro
I retten fremlagde anklagemyndigheden uddrag fra den beskedkorrespondance, der havde fundet sted mellem politiagenten og den tiltalte.

Her fremgår det, at der blev skrevet flere beskeder omkring våben og våbenhandlen, men også beskeder om en række andre emner.

– Jeg kender mange kuffar (vantro, red.), som jeg har lyst til at skyde, lyder en af beskederne fra den tiltalte.

– Jeg forsøger at være blandt martyrer, lyder det i en anden af beskederne.

Samtidig blev der på rettens anden dag vist en Islamisk Stat propagandavideo, som blev fundet på den tiltaltes telefon, hvori der blandt andet bliver opfordret til terrorangreb i vesten.

Retssagen forventes afsluttet i september
Den 24-årige har tilstået besiddelse af våbnet, som han havde købt kort tid inden anholdelsen, men afviser at have intentioner om at udføre et terrorangreb.

Retssagen forventes afsluttet i september. 

Der er afsat seks retsdage til sagen.



Source link