Tager stort spring: Nyt job i Jylland

Ekstra Bladet møder parret i Sunnvás barndomshjem på Færøerne, hvor de lige nu er på sommerferie. Foto: Emil Agerskov


Efter sejren i ‘Nybyggerne’ har Martin Høgfeldt Olsen fået blod på tanden i forhold til byggeri. Faktisk så meget, at han har valgt at tage en helt ny uddannelse.

Den påbegyndte han for et halvt år siden, og nu har han fået læreplads tæt på det hus, han og kæresten Sunnvá vandt i Jylland.

– Jeg er lige startet som bygningssnedker nu. Jeg har fået læreplads lidt uden for Silkeborg på Grønagergaard savværk. Så der skal jeg starte som bygningssnedkerlærling.

– Det glæder jeg mig meget til. Det bliver et spændende nyt kapitel for os, fortæller han til Ekstra Bladet, da vi besøger parret på Færøerne.

Kender savværket
Den skarpe læser kan måske genkende navnet på savværket. Det er nemlig samme savværk, som parret benyttede i programmet, når de skulle bruge træ til deres byggeprojekter. Her blev Martins kærlighed til særligt egetræ meget tydelig.

Tidligere har Martin Olsen arbejdet som 1. styrmand hos Mærsk, og det kan da også være, han vender tilbage til det.

Er du helt færdig med at sejle?

– Jeg er faktisk på orlov lige nu. Så nu skal jeg gøre op med mig selv, om jeg kan lide det her bygningssnedker, eller om jeg gerne vil tilbage. De har været megacool og har sagt, at jeg bare kunne tage orlov. Så kan jeg finde ud af, hvad jeg har lyst til.

Er det på grund af ‘Nybyggerne’, du er blevet interesseret i at bygge?

– Jeg tror egentlig, jeg altid har interesseret mig for at bygge. Jeg synes, det er sjovt, og jeg tror bare, jeg blev gladere og gladere for at være hjemme. Og efter ‘Nybyggerne’ tænkte jeg ‘okay, det er faktisk super fedt det her’.

– Vi tænkte, at hvis vi vandt huset, så kunne vi prøve at hoppe ud i det, fordi økonomien var lidt med os. Og så vandt vi og tænkte ‘go for it’. Nu gør vi det bare, vi prøver noget nyt og spændende, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Ekstra Bladet møder parret i Sunnvás barndomshjem på Færøerne, hvor de lige nu er på sommerferie. Foto: Emil Agerskov
Ekstra Bladet møder parret i Sunnvás barndomshjem på Færøerne, hvor de lige nu er på sommerferie. Foto: Emil Agerskov

 

Flytter til Jylland
Martin Høgfeldt Olsen vandt ‘Nybyggerne’ med sin forlovede Sunnvá Dahl Rasmussen i november 2020. De har dog måttet vente med at flytte ind i det hus, de vandt i programmet, og derfor har de kun først flyttet alle deres ting i begyndelsen af juli måned, før de endeligt flytter ind i august.

Det betyder også, at parret må sige farvel til København, hvor de har boet indtil nu. Men hovedstaden bliver ikke skåret helt ud af deres liv af den grund. Sunnvá skal nemlig stadig arbejde i København.

– Jeg går lidt ned i tid. Jeg kommer til at tage arbejde 2-3 dage om ugen på klinikken, og så arbejder jeg lidt hjemmefra også. Så jeg kommer til at være lidt i København og så i Silkeborg resten af tiden.

– Hvordan bliver det?

– Det får vi at se. Jeg er virkelig glad for mit arbejde, og fordi den klinik, jeg er på, er så specialiseret, så er der ikke rigtigt noget sted i Jylland, hvor jeg ville kunne arbejde med det fuld tid.

– Det er lidt svært, når man har drømmejobbet, men man også har fået drømmehuset. Man skal lige få det til at fungere. Men nu må vi se. Jeg vil gøre rigtig meget for at beholde mit arbejde i hvert fald, siger hun.

Sunnvá Dahl Rasmussen har desuden været igennem et stort vægttab. Læs her, hvordan hun gjorde det.



Source link