Svensk politiker mistænkt for drab

Et aktivt medlem af Sverigedemokraterna skal være mistænkt for drab på en kvinde, beretter flere medier

En lokalpolitiker fra det svenske parti Sverigedemokraterna er mistænkt for at have dræbt en kvinde i Sjuhäradsbygden i det sydvestlige Sverige.

Det skriver Expressen og Borås Tidning.

Drabet blev begået 3. september, og fredag blev der afholdt grundlovsforhør i sagen.

Her konkluderede retten, at der er en begrundet mistanke mod manden. Det er en af de laveste mistankegrader. Politiet har nu en uge til at forsøge at øge mistankegrundlaget mod manden.

Ifølge Expressen har manden flere ‘tunge opgaver’ for Sverigedemokraterna i kommunen.

– Der er tale om et drab begået 3. september. Derudover kommer jeg ikke til at udtale mig om forbrydelsen og dens karakter, lyder det fra anklager Per-Erik Rinsell.

Nægter sig skyldig
Ifølge mandens forsvarer, Joakim Sjöberg, nægter manden sig skyldig. Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

‘På nuværende tidspunkt ønsker jeg kun at videregive min klients stilling, som er, at han nægter sig skyldig,’ lyder det i en mail fra forsvareren til Expressen.

Mandens tillidsposter og poster i partiet bliver nu frosset, så længe han er under efterforskning, oplyser Andreas Exner, der er lokalformand for Sverigedemokraterna.

– Det er klart, at man bliver ekstremt overrasket. Det er ikke noget, man tænker om en kollega. Jeg vil gerne sige, at vi alle befinder os i en choktilstand, og det forklarer en del. Det er ikke rigtig den side, man har fået at se af ham, lyder det fra Exner over for Expressen.

Source link