Successerie kører i tomgang

Vin Diesel kæmper også mod spøgelser fra fortiden i ’Fast and Furious 9’. Foto: UPI Media


Niende kapitel af ’Fast & Furious’ gentager blot sig selv, men byder på fremtrædende rolle til en dansk skuespiller

Vin Diesel kæmper også mod spøgelser fra fortiden i ’Fast and Furious 9’. Foto: UPI Media
Vin Diesel kæmper også mod spøgelser fra fortiden i ’Fast and Furious 9’. Foto: UPI Media

’Fast and Furious 9’ er selvfølgelig alt for meget. Det er lige som pointen med det hele. Serien, der startede tilbage i 2001 og oprindeligt handlede om ulovligt gaderæs, har som bekendt udviklet til en slags James Bond på steroider.

Succesen er nærmest bare vokset for hver film, og serien havde da også sin egen larmende charme. Historien var hver gang tynd som et nedslidt sommerdæk og skuespil og dialoger var nærmest ufrivilligt komiske. Og bag al bulderet og alle bragene var filmene tilmed bundsentimentale.

Alligevel virkede det. Ikke mindst fordi den absolutte hovedattraktion – de spektakulære biljagter i lige så iøjnefaldende biler og de stort anlagte actionscener – var så opfindsomt skruet sammen, at det var svært ikke at overgive sig til drønet.

Faktisk blev filmene generelt set bedre og bedre, hvis man altså gik i biografen med det rette eksplosive sindelag. Serien har efterhånden haft en del forskellige skuespillere ind over, men den centrale figur har siden den første og den fjerde film (hvor han vendte tilbage) været Vin Diesels Dominic Toretto.

Han har her i nummer ni trukket sig tilbage på landet sammen med Letty (Michelle Rodriguez), hvor han koncentrer sig om at lære sin lille søn forskel på de forskellige skruenøgler. Men idyllen varer selvfølgelig ikke ved.

Så sker der noget
Jeg skal ikke forsøge at udrede historien, der selv indenfor seriens spinkle præmisser er usandsynligt tåbelig, men den inkluderer både kampen om verdensherredømmet, en rumrejse, de sædvanlig eksotiske lokations rundt omkring på planeten samt masser af eksplosioner. Og kæmpemagneter. Og så bliver Dominic pludselig udstyret med en lillebror, som vi aldrig har hørt om før.

Han bliver spillet af den tidligere bryder John Cena, der nærmest får Vin Diesel til at ligne en karakterskuespiller. Og Helen Mirren, Kurt Russell og Charlize Theron er igen med som en slags kunstnerisk alibi.

Til gengæld gør danske Thue Ersted Rasmussen (som vi mest kender fra ’Sygeplejeskolen’) det ganske fint som forkælet playboy i en ret fremtrædende rolle. Han kan dog ikke ændre ved, at ’Fast and Furios’ efterhånden kører i ren tomgang, og ikke byder på noget som helst, som vi ikke har set udført langt mere veloplagt i de tidligere kapitler.

Eller er problemet snarere, at serien selv er begyndt at tage al sit hårdtslående nonsens for pålydende? Det klæder den bestemt ikke.

Danske Thue Ersted fortæller her om sin medvirken i ‘Fast & Furious 9’, hvor han gav op på forhånd, men endte med at sige ja.



Source link