Stor hyldest: – Det er helt fortjent


Advertisement

Kasper Hjulmand er helt enig i nomineringen af Kasper Schmeichel som en af verdens ti bedste målmænd

Hvis man spørger i Danmark eller i Leicester, er det nok de færreste, der er i tvivl om, at Kasper Schmeichel tilhører den eksklusive klub af verdens bedste målmænd.

Og efter et år, der har budt på en EM-semifinale, en FA Cup-triumf og en enestående suveræn VM-kval med foreløbigt syv ‘clean sheets’ er den danske landsholdskeeper da også med i kapløbet om at blive kåret som årets målmand, når Ballon d’Or-skal uddeles.

En hæder, der gør indtryk på målmanden.

– Det er kæmpestor ære at blive nomineret. Det er kulminationen på mange, mange timers hårdt arbejde.

– Jeg føler selv, at jeg spiller på et højt niveau, og har gjort det i mange år. Jeg har været meget stabil, og det har altid været et mål på de hold, jeg har spillet på, lyder det fra Kasper Schmeichel, som ikke føler behov for at være manden i rampelyset.

– Det handler om at være sikker og ikke alt for iøjnefaldende og at skabe ro og tryghed. Så det er dejligt at blive nomineret på den liste.

Kasper Hjulmand er mere end tilfreds med Kasper Schmeichel. Her fejrer navnebrødrene kvartfinale-sejren over Tjekkiet i Baku under sommerens EM-slutrunde. Foto: Lars Poulsen

 

Kasper Hjulmand fortæller gerne, at han ikke er den store fan af individuelle priser, men i tilfældet Schmeichel er hæderen på sin plads, medgiver landstræneren.

– En af grundene til, at vi ligger, hvor vi gør, er, at Kasper giver den ro, sikkerhed og kvalitet, der gør, at der er noget at bygge på, roser Hjulmand, der understreger, at Kasper Schmeichels betydning for landsholdet ikke skal undervurderes i lyset af den helt suveræne stime i VM-kvalen.

– Der har måske ikke været brug for så mange store redninger i denne kvalifikation, men den ro og sikkerhed, han udstråler, er vigtig, siger han og peger på målmandens egenskaber som leder.

– Under corona, hvor der ikke var nogle tilskuere på tribunerne, har man også kunnet høre, hvor meget han arbejder med de andre. Det er bare en kvalitetsspiller, og det er helt fortjent, at han er på den liste.

Kampen om at vinde kåringen bliver mindst ligeså vanskelig som VM-braget mod Østrig. Således er Kasper Schmeichel oppe mod navne som Gianluigi Donnarumma, Thibaut Courtois og Manuel Neuer.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide