Stjernerapper laver ny ‘OnlyFans’


Rapperen Tyga er i gang med at oprette en ny internetplatform, som skal være efterfølgeren til OnlyFans

Den amerikanske rapper har store planer for MYYSTAR. Foto: Ritzau Scanpix
Den amerikanske rapper har store planer for MYYSTAR. Foto: Ritzau Scanpix

OnlyFans meddelte i sidste uge, at fra 1. oktober vil alt seksuelt indhold blive fjernet fra hjemmesiden. Det er den amerikanske superstjerne Michael Ray Stevenson, som er kendt under navnet Tyga, svært utilfreds med.

Tyga uploadede selv videoer til OnlyFans, men han har nu slettet sin konto efter OnlyFans’ seneste udmelding.

Mere frihed
Det er nu kommet frem, at Compton-rapperen er i gang med at oprette en ny platform, der kommer til at hedde MYYSTAR, hvor brugerne får langt mere frihed end på Onlyfans, det skriver virksomheden i en pressemeddelse.

Den nye platform vil tillade seksuelt indhold, som OnlyFans har forbudt, og derudover vil MYYSTAR kun opkræve 10 procent af brugernes indtjening, hvor OnlyFans opkræver 20 procent.

Den nye platform forventes at være klar en gang i oktober, og man kan allerede nu oprette sig som bruger.

Allierer sig med eksperter
Tyga har allieret sig med den 27-årige programmør og kunstner Ryder Ripps, der tidligere har arbejdet sammen med Travis Scott og Kanye West.

For at nå ud til flest mulige brugere benytter Tyga sig af designs på hjemmesiden, der er lavet af den hollandsk-brasilianske designer Rafaël Rozendaal. Den hollandske kunstner er blevet ekstremt kendt for sin nytænkende måde at lave kunst på internettet.

Den 31-årige rapper har været på den amerikanske Billboard Chart flere gange med sange som f.eks. ‘Rack City’ og ‘Taste’, og han er derudover kendt for at have dannet par med Kylie Jenner.



Source link

Advertisement