Stjernens totale sammenbrud: Derfor græder jeg


Advertisement

Tre operationer i skulderen.

Så meget skulle der til, før australske Stephanie Rice måtte stoppe karrieren som professionel svømmer i 2014.

Men så endte alting mere eller mindre også for den tredobbelte guldmedaljevinder fra OL i Beijing i 2008.

Hun tumlede direkte ind i et stort, sort hul af vemod, fortvivlelse og desperat søgen efter en identitet.

Det fortæller hun i et opsigtsvækkende opslag på Instagram, der bestemt ikke er noget nyt i sportsverdenenen, og som sandsynligvis ikke bliver den sidste historie om en sportsudøver, der bøvler med livet, efter karrieren er slut.

Opslaget flankeres af et kort klip, hvor hun kæmper med tårerne og mascaraen, hvilket, som hun skriver, stammer fra i sommer, hvor hun naturligvis fulgte OL i Tokyo.

– At følge OL vil altid være hårdt følelsesmæssigt for mig, fordi det fører så mange stærke følelser med sig. Gode såvel som dårlige, skriver hun.

At det netop ikke er nogen nyhed, at en udøver rammes hårdt efter karrieren, er Stephanie Rice så udemærket klar over.

– Mange atleter og udøvere på højeste plan taler om de mentale udfordringer, de står overfor i forbindelse med en stor forandring. For mig var det fuc*ing hårdt…og er det stadig ind imellem. Efter svømningen følte jeg mig fortabt, deprimeret, irrelevant og som om jeg havde nået toppen i mit liv som 24-årig, og at alt derefter ville være mindre spændende og specielt, skriver hun.

Tre verdensrekorder
Så er der godt nok ikke noget at sige til, hvis det har været vanskeligt for hende at komme ud af sengen om morgenen.

Mens det var Michael Phelps, der om nogen fik krusningerne frem i det olympiske bassin i Beijing med otte guldmedaljer, var Rice kvindernes store stjerne med sine sejre i 200 og 400 m individuel medley samt 4×200 m fri. Alle sejre i øvrigt i verdensrekordtid.

På toppen af karrieren, livet, alting. Rice vinder 400 meter medley i verdensrekordtid. Foto: Itsuo Inouye/AP/Ritzau Scanpix
På toppen af karrieren, livet, alting. Rice vinder 400 meter medley i verdensrekordtid. Foto: Itsuo Inouye/AP/Ritzau Scanpix
Ved VM i Shanghai i 2011. Foto: Mark Baker/AP/Ritzau Scanpix
Ved VM i Shanghai i 2011. Foto: Mark Baker/AP/Ritzau Scanpix

 

Hun deltog i to VM (2009 og 2011) og vandt her to sølv- og to bronzemedaljer, men det var de tre skulderoperationer i perioden mellem de to OL, der for alvor endte med at definere hende som svømmer og menneske.

Hun nåede aldrig samme niveau som tidligere, om end hun blev nummer fire i finalen på 200 meter medley – og nummer seks på 400 meter medley. Senere bekendtgjorde hun, at hun trak sig tilbage. 25 år gammel.

Dybt begravet usikkerhed
– For at jeg kunne komme videre, blev jeg nødt til at give slip på den person, jeg var som sportsudøver og opdage mig selv igen – uden min titel som svømmer.

– Det førte til meget dybt begravet usikkerhed, som jeg havde været i stand til at skjule under identiteten og anerkendelsen, der fulgte med det at være en guldmedaljevinder, skriver hun.

Siden er gået nogle vanskelige år. Men hun mener selv, hun er kommet ud på den anden side. Som et helt andet menneske.

– Efter at have arbejdet så meget med mig selv, er jeg virkelig glad og tilfreds. Jeg elsker mit liv og menneskerne i det. Men at se OL minder mig om det menneske, jeg var dengang, og det er stadig svært ikke at blive ked af det, når jeg tænker på, at den del af mig er væk og ikke kommer igen…og derfor er der tårer.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide