Hjem Verden Står til 43 millioner: – Ingen lottogevinst

Står til 43 millioner: – Ingen lottogevinst

af Extra Avisen


Mågeskriget larmer til ingen verdens nytte. Der er ingen mink og dermed heller ikke skyggen af den hvide fugl, som robotten havde til formål at skræmme væk.

I stedet står 28 minkhaller øde hen. Nok indeholder de fremtidssikrede bure med mere plads til dyrene, for de var helt nye – kun brugt to gange – men ellers består hallerne hver især af 120 meter tomhed.

For lidt over et år siden blev Peter Tegllund, hans familie og deres ansatte som følge af dekretet fra statsminister Mette Frederiksen (S) sat til at slå 82.141 mink ihjel. På tid. En tempobonus på 40 kroner pr. skind betød en ekstra kompensation på 3,3 millioner kroner, hvis familiedrømmen blev slagtet inden 19. november sidste år.

Det lykkedes.

Står til 43 millioner
Nu er noget af det økonomiske regnebræt gjort op. Ekstra Bladet har fået aktindsigt i den første del af kompensationen til minkbranchen, der lyder på 2,3 milliarder af i alt 18 milliarder. Familien Tegllunds andel – inklusiv tempobonus – lyder på 20 millioner kroner. Landbrugets rådgivningstjeneste regner med, at det ender på cirka 43 millioner.

De første millioner betyder, at pengetanken i familiens minkvirksomhed er gået fra minus fem millioner kroner til plus 15 millioner kroner. Udefra en god handel – nærmest som at vinde i Lotto…

– Det er ingen Lotto-gevinst i min verden, siger Peter Tegllund.

Artiklen fortsætter under billedet…

Fra venstre Jane, Nikolaj, Peter og Regitze Tegllund. Frem til sidste år drev familien minkfarm lidt uden for Frederikshavn. I dag står farmen øde hen. Foto: René Schütze.

Fra venstre Jane, Nikolaj, Peter og Regitze Tegllund. Frem til sidste år drev familien minkfarm lidt uden for Frederikshavn. I dag står farmen øde hen. Foto: René Schütze.

– Jeg er ikke flov over at tage imod pengene, men jeg ville hellere have tjent pengene selv. Og jeg er overbevist om, at jeg selv ville have tjent flere penge, hvis vi kunne have fortsat.

Hans far havde mink, og Peter Tegllund startede med mink som 17-årig. Sammen med plantebrug og et entreprenørselskab, udgjorde minkavlen hans virksomhed.

Han er fattet, lægger ikke skjul på, at han sætter en ære i at klare sig selv.

Men den 50-årige familiefar lægger heller ikke skjul på stoltheden over, at han faktisk havde gennemført et glidende generationsskifte. De to sønner Nikolaj og Rasmus, der i dag er henholdsvis 26 og 22 år gammel, købte sig ind i minkfarmen i 2018. Peter Tegllund byggede de nye minkhaller, og sønnerne lejede sig ind, lød aftalen, da hallerne stod færdige i 2019.

Bæredygtig omstilling
Med faldende minkpriser var det et skidt tidspunkt at overtage på, hvilket underskuddet i kassen også afslører. Derfor havde de også gjort klar til at gå ned i besætning. Færre skind ville forhåbentlig hæve skindprisen. Ellers ville Peter Tegllund være klar til at holde hånden under deres virksomhed mange år frem.

– Jeg var blevet ved med at støtte det, siger Peter Tegllund.

Artiklen fortsætter under boksen…

De første 2,3 milliarder af en samlet kompensation på 18 milliarder til danske minkavlere er nu gjort op.

Det fremgår af en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået hos Fødevarestyrelsen.

Gennemgangen viser, at i alt 922 virksomheder er blevet kompenseret med første udbetaling. Gennemsnitligt er der udbetalt 2,4 millioner kroner til virksomhederne.

Højeste beløb er 41,3 millioner kroner, mens mindste udbetaling lyder på 780 kroner.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Vis mere


Vis mindre

– Med den bæredygtige omstilling, vi har haft, er jeg slet ikke i tvivl om, at den danske minkbranche var på vej mod bedre tider. Men det får vi aldrig svar på. Til gengæld undrer det mig, at staten sætter de nye haller til 15 års levetid, når de gamle har eksisteret i dobbelt så mange år.

Han sidder sammen med ægtefællen Jane, sønnen Nikolaj og datteren Regitze rundt om køkkenbordet på familiens gård lidt uden for Frederikshavn. De insisterer på, at det hele nok skal gå; ingen i familien er blevet alvorligt syge.

Artiklen fortsætter under billedet…

Nikolaj (tv.) sammen med sin far Peter Tegllund, som han overtog familiens minkfarm fra i 2018 sammen med sin bror. I dag står den spritnye minkfarm øde hen, efter den kun nåede at blive brugt to gange. Foto: René Schütze.

Nikolaj (tv.) sammen med sin far Peter Tegllund, som han overtog familiens minkfarm fra i 2018 sammen med sin bror. I dag står den spritnye minkfarm øde hen, efter den kun nåede at blive brugt to gange. Foto: René Schütze.

Men afmagten banker samtidig på, og det er ikke, fordi at de kollektivt har fået smut løg i øjnene, at vandet stiger. Familiedrømmen er knust. Det er realiteten:

– Jeg har mistet retsfølelsen, siger Peter Tegllund.

– Men den skal nok komme igen, for vi skal videre, replicerer han umiddelbart efter.

Tag ansvar
– Derfor ville jeg også ønske, at staten snart får gjort det hele op, så vi kan få sat et punktum og finde ud af, hvor vi står. Komme videre, siger Peter Tegllund.

Og hvad angår beslutningen om at aflive alle mink, lyder det.

– Hvis det var for folkesundheden, var det den rigtige beslutning. Men det bliver der jo sat spørgsmålstegn ved nu, hvor jeg synes, at pressen laver et godt stykke arbejde med at få gravet sandheden frem, siger han.

– Selvfølgelig laver man fejl, men man bliver nødt til at tage ansvar for det. Vi sidder tilbage og føler, at noget er blevet skjult, at vi måske blev lukket på et falskt grundlag. Det er ubehageligt, og vi kommer i hvert fald aldrig til at have dyreproduktion igen.

Ekstra Bladet har spurgt Rasmus Prehn (S), fødevareminister, hvad han siger til, at et selskab går fra at have minus til at have plus som følge af erstatningen. I et skriftligt svar, siger han:

‘Vores intention har alene været at give en fuldstændig erstatning. Hverken mere eller mindre. Vi har i en bred kreds af politiske partier besluttet, at erhvervet skal have fuldstændig erstatning for det drastiske skidt, vi måtte tage for folkesundheden. Forleden blev vi kritiseret for at give for lidt. Nu kritiseres vi så for det modsatte.’

Minkavler Jørgen Ravn siger farvel til familiens minkfarm, der blev stiftet af hans far for 63 år siden.



Source link

Flere Artikler