Snød sig med evakueringsfly: Sådan blev han opdaget


Det var et fintmasket net i Københavns lufthavn, der afslørede udvisningsdømt. Udenrigsministeriet siger, at screeningsproces gennemføres under særdeles vanskelige forhold i Kabul

Sønddag landet et SAS-fly med evakuerede personer fra Afghanistan ombord, og senere blev så yderligere først 70 og efterfølgende 50 mere fløjet ud af det uroplagede land.

Det var en grundig indrejsekontrol i Københavns Lufthavn, der søndag fangede et udvisningsdømt tidligere bandemedlem, der havde snydt sig med om bord på et evakueringsfly fra Afghanistan, der landede søndag formiddag.

Han havde intet pas eller papirer på sig, men havde oplyst sin brors navn for at få en plads på flyet. Først da han landede i København, blev han afsløret.

Det er politifolk fra Københavns Politi, der er trænet i at lave en grundig indrejsekontrol, der står for registreringsopgaven i Danmark.

Ledende politiinspektør i Københavns Politi, Rasmus Skovsgaard, fortæller, at politiet laver en profilering, der er en slags besigtigelse, af den person, de har foran sig, kombineret med politinæsen og flere kontrolspørgsmål.

Første tilfælde
Og det var det, der vakte politiets mistanke. Derefter kunne de sammenligne den 23-årige udvisningsdømtes foto og fingeraftryk op mod deres register.

– Og så viser det sig, at han har udgivet sig for at være en anden, end han egentlig er, og at han har indrejseforbud i Danmark for bestandigt, siger Rasmus Skovsgaard.

Den 23-årige blev herefter anholdt på stedet og fremstillet i Dommervagten i København mandag formiddag, hvor han blev varetægtsfængslet i 24 dage.

– Har I haft andre tilfælde som dette?

– Mig bekendt er han den første, vi har fået ind, hvor der har været nogle uoverensstemmelser med det, de oplyser Rasmus Skovsgaard.

Ekstra Bladet har spurgt Udenrigsministeriet, hvordan det kan lade sig gøre, at en udvisningsdømt snyder sig ombord på et evakueringsfly.

Har afvist mindst en
De oplyser i et skriftligt svar, at de ikke kommenterer enkeltsager i pressen, men at ‘screeningsprocessen i forbindelse med evakueringerne involverer flere danske myndigheder og gennemføres under særdeles vanskelige forhold i Afghanistan’.

‘Som det er blevet fremhævet flere gange, kan det derfor ikke udelukkes, at der vil blive begået fejl. Screeningen sker både forud for optagelse på evakueringslisterne og som opfølgning på ændringer, der foretages på jorden i Kabul, lyder svaret, der af sendt af pressevagten.

‘Inden afrejse fra Kabul gennemgås al tilgængelig dokumentation for de evakuerede, ligesom deres familieforhold søges afdækket. Denne mekanisme har i mindst ét tilfælde resulteret i, at en person med indrejseforbud i Danmark er blevet afvist i Kabul’, lyder det videre fra Udenrigsministeriet.

Dømt for våbenkriminalitet
Ledende politiinspektør i Københavns Politi, Rasmus Skovsgaard, ønsker ikke at fortælle, hvad den 23-årige er dømt for. Blot at det er et bredt spektrum af forskellig kriminalitet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der dog tale om et tidligere medlem af banden LTF, der er opvokset i Danmark. Han er blandt andet dømt for besiddelse af skydevåben på offentligt sted og idømt knap fire års fængsel. Han blev sat på et fly ud af Danmark 12. juli i år.

Den 23-årige bliver også nævnt i dommen, hvor banden LTF blev forbudt. Her fremgår det, at han trådte ud af banden i april 2018.

I Dommervagten fortalte han, at han har både sin far og flere søskende her i landet. DR var til stede ved grundlovsforhøret, hvor en af den sigtedes brødre sad på tilhørerrækkerne.

Han var ligesom sin lillebror ankommet til Danmark fra Afghanistan søndag og beskrev situationen i landet som kaotisk.

– Vi har været gennem helvede de sidste dage. Han har brug for hjælp, sagde broderen til DR Nyheder efter retsmødet.

I dommervagten oplyste den 23-åriges forsvarer, at han ikke ønskede at tage stilling til sigtelsen om overtrædelse af indrejseforbuddet og kun ville svare på personlige spørgsmål.



Source link

Advertisement