Skudt og brændt: Eddie forsøgt skjult i olietønder


Drabsoffer var bange, før han blev dræbt på voldsom vis

Ligresterne blev ifølge anklageskriftet lagt i to olietønder som disse to med påskriften ’Mobil’ og ’Castrol’. Foto: Marcel Sigurd Mortensen
Ligresterne blev ifølge anklageskriftet lagt i to olietønder som disse to med påskriften ’Mobil’ og ’Castrol’. Foto: Marcel Sigurd Mortensen

Eddie Karl-Johan Christensens liv sluttede brutalt.

Han blev skudt flere gange på en ejendom i Frederikshavn og lagt på et brændende bålsted, og det er uvist, om han var død, da han blev lagt i ilden.

Mere end et døgn senere samlede nordjydens drabsmænd resterne sammen og smed dem i to olietønder.

Sådan lyder det barske scenario, der er opridset i anklageskriftet mod to svenske mænd på 53 og 46 år, der begge nægter sig skyldige.

Den spektakulære drabssag starter i Retten i Hjørring tirsdag.

Olietønderne med det makabre indhold blev ifølge tiltalen kørt væk i en ladbil af den 53-årige tiltalte og til hans skrotfirma få kilometer fra gerningsstedet.

Få sagen kort her. Artiklen fortsætter under videoen.

Lig skaffet af vejen
Men hurtigt politiarbejde gjorde, at Eddie Karl-Johan Christensen ikke forsvandt fuldstændig fra jordens overflade. Alligevel vanskeliggør den makabre omgang med liget sagen.

– Som det fremgår af anklageskriftet, er der tale om ligrester, der er forsøgt bortskaffet, og det siger sig selv, at det er noget, der besværliggør sagens forfølgning, siger anklager Kim Kristensen.

Listen over effekter, som anklagemyndigheden kræver konfiskeret, lægger detaljer til det uhyggelige billede af, hvad der er sket.

Efterlyst offentligt
På listen er en tromlerevolver, fire afskudte patronhylstre, en ildrager, en skovl, en høtyv og en kost foruden de to olietønder.

På tidspunktet for sin død boede Eddie i en campingvogn på den 53-åriges ejendom på Rendborgvej.

Eddie boede i en campingvogn på den 53-åriges grund. Samme dag, som han forsvandt, ringede han til sin mor og sagde, at han var bange. Foto: René Schütze
Eddie boede i en campingvogn på den 53-åriges grund. Samme dag, som han forsvandt, ringede han til sin mor og sagde, at han var bange. Foto: René Schütze

Han nåede at blive efterlyst offentligt med navn og signalement, og knap en uge efter skred politiet til anholdelse af først et ægtepar, der boede på ejendommen, og senere også af den 53-årige, der var taget til Sverige. Kvinden er siden renset for alle anklager.

Der bliver ført i alt 21 vidner i sagen, der kører over ni retsdage. Dommen ventes at falde 5. oktober.

Hvad, der ledte til Eddies død, er fortsat et mysterium.

Men det står klart, at han var bange. Det sagde han i en telefonsamtale med sin mor samme aften, som han forsvandt.

De aftalte, at han skulle komme hjem til hende allerede samme aften. Men han dukkede aldrig op. Moren vidste instinktivt, at der var noget galt og kontaktede politiet.

Specialanklageren vil ikke forud for retssagen pege på et muligt motiv.

– Jeg vil selvfølgelig afhøre de tiltalte grundigt omkring hele forløbet op til gerningstidspunktet, og så må vi se, hvor langt vi kommer.

– Det er klart, at jeg vil interessere mig for, hvordan forholdet har været mellem de enkelte personer, siger han.




Source link

Advertisement