Skraldemand i 32 år: Slut med bare damer


Advertisement

Mørket ligger som en fugtig tæt tåge over den sovende villavej, hvor natten endnu ikke helt har sluppet sit tag.

Ikke engang fuglene er stået op i Fuglebjerg, hvor morgenens kvidderløse stilhed kun brydes af en rumlen i det fjerne, der kommer nærmere. Så rammer lyset fra forlygterne på den hvide Mercedes, der kommer kørende. I vognen sidder det eneste morgenfriske menneske i miles omkreds.

– Vi må ikke gå i gang før klokken fem. Så får vi bøder, fortæller Claus Skrald, der tjener mellem 400.000 og 420.000 kroner om året. Det klager han som ufaglært ikke over. Foto: Per Rasmussen

– God morgen, siger Claus Nielsen med et stort smil og inviterer indenfor i førerhuset på sin skraldevogn.

Den sødlige lugt af affald blandes med en skarp duft af Wunderbaum i den pinligt rene kabine. Der er ikke en fedtfinger eller et eneste støvfnug at finde noget sted.

– Ja, jeg gør bilen ren hver dag, lyder det stolt fra Claus Nielsen, der går under navnet ‘Claus Skrald’.

Han har kørt skrald i 32 år og fem måneder præcis! Og han elsker det. Han har været med fra dengang, der skulle slæbes sække på ryggen, til nu, hvor de mørke affaldsbeholdere ‘bare’ skal køres fra indkørslen hen bag skraldebilen, og mekanikken så klarer resten. Fra dengang, hvor dagen startede med en pose bajere, til nu, hvor den slags humle-hygge må vente til efter fyraften.

Før i tiden skulle Claus Nielsen om i folks haver og hente skraldespandene. Det havde sine fordele, når han kunne kaste et blik ind i soveværelset hos folk, fortæller Claus Nielsen her i klippet.

– Det er et meget frit arbejde. Jeg kan rigtig godt lide kontakten med borgerne. Og med hundene, siger han og viser en stor pose hundekiks frem. De er standard i Claus Nielsens bil – og i lommen på hans ærmeløse skjorte.

– Jeg betaler dem selv, og der ryger et par poser om ugen, siger Claus Skrald, der gerne bruger ti minutter på at snakke med de hunde, han møder undervejs på sin rute, hvor der skal tømmes mellem 200 og 300 affaldsspande.

Claus Skrald har kiks med til de hunde, han møder på sin vej, og en køletaske med meget beskeden forplejning til sig selv. - Der ligger kun en halv liter vand dernede, og det er sjældent, jeg når at drikke den, siger han. Foto: Per Rasmussen

Claus Skrald har kiks med til de hunde, han møder på sin vej, og en køletaske med meget beskeden forplejning til sig selv. – Der ligger kun en halv liter vand dernede, og det er sjældent, jeg når at drikke den, siger han. Foto: Per Rasmussen

– Jeg har fri, når jeg har fyraften. Jeg går ikke så meget op i, hvornår det er, siger Claus Skrald, der i modsætning til mange af sine kollegaer ikke løber mellem indkørslerne for at hente folks affald.

Han griber sine arbejdshandsker, der ligger i forruden, og hopper ud af det vuggende førerhus. Med raske skridt samler han spande fra seks indkørsler, inden han med et tryk på knappen på siden af vognen begynder at tømme indholdet op i ladet på bilen.

– Vi målte det en dag, og man sparer altså ikke så meget tid på at løbe. Jeg holder et jævnt tempo, for jeg skulle jo gerne holde i nogle år endnu. Og det slider da. Især på knæene og ryggen, og jeg kan godt have ondt, men er det ikke en folkesygdom at have ondt i ryggen, spørger han med et skævt smil.

Jobbet som skraldemand har givet nogle skader og skrammer gennem tiden, fortæller Claus Skrald.

– Den gang vi gik med sække på ryggen, fik jeg en gang en med glasskår i. De skar mig i ryggen, så jeg måtte sys. Jeg har også fået skåret min finger op af en dåse Faaborg-postej, og så fik jeg en gang fingeren i klemme i bilen. Mig kvaj! Jeg havde heldigvis handsker på, men det blødte ret meget. Jeg fik aldrig gjort noget ved det, så min finger ser sådan ud i dag, siger han og hiver højre hånd frem.

Foto: Per Rasmussen

Foto: Per Rasmussen

Jobbet som skraldemand slider ikke kun. Det hærder også, mener Claus Skrald.

– Jeg har ikke haft en sygedag siden februar 2016. Der fik jeg lungebetændelse og var nødt til at melde mig syg. Men ellers fejler jeg aldrig noget. Jeg går jo ude i den friske luft og er omgivet af masser af bakterier, så der skal meget til, før jeg bliver syg, siger han og triller spandene på plads.

Ved den største og mest prangende villa på vejen er skraldespanden levende af maddiker. - Det rører mig ikke. Slet ikke. Dengang vi slæbte sække, kunne vi have dem ned ad benene, så det der er ingenting, siger han. Foto: Per Rasmussen

Ved den største og mest prangende villa på vejen er skraldespanden levende af maddiker. – Det rører mig ikke. Slet ikke. Dengang vi slæbte sække, kunne vi have dem ned ad benene, så det der er ingenting, siger han. Foto: Per Rasmussen

På vej ind i førerhuset tager han handskerne af i en fuldstændig automatiseret bevægelse. Han kunne aldrig drømme om at røre ved noget inde i bilen med dem på. Skulle der komme snavs ind i førerhuset, ligger der en pakke vådservietter fra Rema klar til at vaske det af med det samme.

Mens Claus Skrald knokler, vågner villaerne så småt op. Lyset bliver tændt i køkkener og på badeværelser, og klokken 6.50 er der liv i den første indkørsel.

– Godmorgen, råber Claus Skrald over gaden og trisser over til den midaldrende herre for at få kort status på, hvordan det går.

Claus Skrald smiler bredt. Det er præcis dét, han elsker allermest ved sit job.

- Jeg synes ikke, at der er noget ulækkert ved jobbet. Nogle gange kunne jeg da godt ønske mig, at folk ville tømme deres askebægre ned i en pose. Og så kan jeg undre mig over, at toiletspanden altid skal tømmes, lige inden vi kommer. Jeg er altså ligeglad med at vide, at fru Jensen har russere i lysthuset, siger Claus Skrald. Foto: Per Rasmussen

– Jeg synes ikke, at der er noget ulækkert ved jobbet. Nogle gange kunne jeg da godt ønske mig, at folk ville tømme deres askebægre ned i en pose. Og så kan jeg undre mig over, at toiletspanden altid skal tømmes, lige inden vi kommer. Jeg er altså ligeglad med at vide, at fru Jensen har russere i lysthuset, siger Claus Skrald. Foto: Per Rasmussen

Da Claus Skrald startede sin karriere som skraldemand var det et ekstra givtigt job. Hvis folk skulle have en ekstra sæk affald kørt væk, kunne det let lade sig gøre – mod den rigtige betaling.

– Så satte folk et par øl eller en flaske vin ud sammen med skraldet. Eller måske lagde de en mønt ovenpå låget af skraldepanden. Det sker næsten aldrig mere, fortæller Claus Skrald, der i dag kører alene i sin skraldebil.

Da han år tilbage havde en fast makker, aftalte de, at de ville samle alt, hvad de fik i løbet af et år plus alt det pant, de fandt på deres vej. Det blev til en rigtig fin sjat penge.

– Da året var gået, havde vi 36.000 kroner til deling. Vi brugte selvfølgelig også lidt tid på at pante flaskerne, men det var da det værd, siger han.

På et gennemsnitsår kunne Claus Skrald tidligere fylde flere kasser med øl fra sine skraldeture, og vin behøvede han aldrig at købe.

– Nu skal man være heldig, hvis der står lidt til jul, siger han.

Claus Skrald er ansat i det italienske skraldefirma Remondis, der kører i flere danske byer. Foto: Per Rasmussen

Claus Skrald er ansat i det italienske skraldefirma Remondis, der kører i flere danske byer. Foto: Per Rasmussen



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide