Skole i chok over udvisning: – Vil græde i en måned


Advertisement

Har du en lignende historie, som du gerne vil dele? Skriv til journalisterne hende.

Tiårige Guide har hele sit liv i Danmark, men alligevel vil de danske myndigheder nu udvise ham til Thailand, hvor ingen har forældremyndigheden over ham.

Det skyldes, at hans herboende mosters adoption af ham, som er foregået efter thailandsk lov, ikke anerkendes i Danmark. Og det har vakt forargelse og dyb bekymring på Guides skole, Fjordbakkeskolen, hvor både elever og forældre protesterer over udvisningen.

– Vi vil græde i en hel måned, hvis han skal flytte, fortæller Sebastian, der er en af Guides klassekammerater.

Dybt berørt
Klassekammeratens mor, Tina Nydal, fortæller, at hele klassen er dybt berørt af situationen. Derfor har børnene tegnet tegninger og skrevet breve for at råbe op om den uretfærdighed, de føler, Guide bliver udsat for. Ekstra Bladet har fået lov til at bringe dem i avisen.

– Det fylder meget for os alle sammen, og vi er meget uforstående over for det. Guide er så dansk, som man kan blive, og han føler sig hjemme her. Det vil være en kæmpe omvæltning at flytte ham igen, fortæller hun.

Se alle tegningerne og brevene fra Guides klassekammerater i galleriet herunder:

Billedgalleri

De danske myndigheder anerkender ikke, at Guide efter thailandsk lov er adopteret af sin moster, Praphatsanun Nielsen, der bor i Danmark sammen med sin danske mand, Niels Jørgen Fries Nielsen. Derfor vil Hjemrejsestyrelsen nu sende Guide tilbage til hans mormor, der bor i Thailand.

Men i Thailand er Guide registreret som bortadopteret til sin moster i Danmark, og det sætter ham i et lovmæssigt vakuum. Alligevel holder Hjemrejsestyrelsen fast og vil ’etablere samarbejde om hjemsendelse’.

Ingen vidste han var adopteret
Tina Nydal forklarer, at hun og de øvrige forældre slet ikke vidste, at Guide var adopteret, før de pludselig fik besked på Aula om situationen.

– Guide har aldrig nævnt noget om, at det ikke var hans rigtige mor, han boede hos. Han har altid bare kaldt dem ‘mor’ og ‘far’. Han virker så tryg og glad hjemme hos dem, og mange af børnene i klassen kommer der meget.

– Ingen vidste, at han var adopteret, fordi deres forhold har virket så naturligt, fortæller hun.

Praphatsanun, Guide og Niels Jørgen. Foto: Anthon Unger

Praphatsanun, Guide og Niels Jørgen. Foto: Anthon Unger

Vækker ‘professionel bekymring’
Også Guides klasselærer er dybt bekymret. I en skoleudtalelse, som indgår i de mange dokumenter i Guides sag, beskrives han som en ‘meget populær’ elev, der er ‘meget dygtig til dansk og matematik’.

‘Med den positive udvikling, Guide p.t. befinder sig i, vækker en påtænkt hjemsendelse professionel bekymring,’ lyder det blandt andet i udtalelsen.

‘Det er endvidere problematisk at vælge at tage Guide ud af folkeskolen netop nu, hvor Guide er i god udvikling sprogligt, fagligt og socialt,’ skriver hans klasselærer.

Hvis Guide skal forlade Danmark, så tager Praphatsanun og Niels Jørgen med ham. Men det er ikke med deres gode vilje, fortæller de.

– Det påvirker mig meget. Hvis Guide skal forlade Danmark, så bliver jeg meget ked af det, for han har hele sit liv her med skole og venner. Men hvis Guide skal rejse, så rejser vi også, fortæller Praphatsanun og fortsætter:

– Men min mand og jeg skal nok finde en løsning på det her. Måske vi må tage til Tyskland. Det ved vi ikke endnu.

Vil smide tiårig ud af Danmark

Rent biologisk er Praphatsanun og Guide moster og nevø, men de har altid følt sig som mor og søn. Der skulle dog gå mange år, før de overhovedet tænkte på, at Praphatsanun kunne adoptere ham som sin egen søn.

– Jeg har været hans mor altid, fordi min søster ikke kunne selv. Lige fra han kom ud, har jeg været som en mor for ham og forsørget ham sammen med min mor, fortæller Praphatsanun.

Hun har boet det meste af sit liv i sine forældres hus i Thailand sammen med Guide og hans bror, men i 2015 mødte hun danske Niels Jørgen, og de blev forelskede. Et år senere blev de gift og besluttede sig for at prøve lykken sammen i Danmark.

Da Praphatsanun fik sin danske opholdstilladelse i 2016, havde hun ikke adopteret Guide endnu, og derfor kunne han ikke komme med hende til Danmark til at begynde med.

Derfor blev Guide tilbage hos sin mormor og bror i Thailand, mens Praphatsanun tog til Danmark, tog sig et job og straks efter søgte om at få lov til at adoptere Guide.

– Det var meget hårdt at rejse fra Guide, men jeg var nødt til at tjene penge til min familie, så de kunne klare sig, fortæller Praphatsanun.

Hun blev derfor ved med at besøge ham i Thailand så ofte, hun kunne, fordi godkendelsesprocessen trak ud.

Da den thailandske adoption endelig gik igennem i sommeren 2018, fik Guide visum til Danmark, hvor han har været lige siden.



Source link

- Advertisement -