Skiresort ændrer navn efter anklager om racisme og sexisme


Resortets navn indeholdt før et nedsættende ord mod de indfødte kvinder i området

Skiresortet, der tidligere hed Squaw Valley, var med til at afholde Vinter-OL tilbage i 1960. Arkivfoto: AP/Ritzau Scanpix
Skiresortet, der tidligere hed Squaw Valley, var med til at afholde Vinter-OL tilbage i 1960. Arkivfoto: AP/Ritzau Scanpix

Et populært skiresort ved Lake Tahoe i Californien, USA, skal nu ændre navn efter at have været anklaget for både racisme og sexisme i en årrække.

Resortet har siden 1949 heddet Squaw Valley, men ændrer altså nu navn til Palisades Tahoe.

Det annoncerede skiresortet selv mandag, skriver The Guardian.

– For mere end et år siden nåede vi frem til den konklusion, at det var på tide at ændre vores navn. Det var der klare grunde til – det gamle navn var nedsættende og fornærmende, lyder det fra resortet.

– Det stod ikke for det, vi er, eller det, vi repræsenterer. Og vi kunne ikke fortsætte med at bruge det med god samvittighed.

Nedsættende ord
Flere blandt den indfødte del af befolkningen i Californien har længe efterspurgt, at resortet fik et nyt navn.

Det skyldes blandt andet, at ordet ‘squaw’ menes oprindeligt at have betydet ‘kvinde’, men er sidenhen – og historisk set – blevet brugt som et kvindehadende og racistisk ord til at beskrive de indfødte kvinder.

Da resortet besluttede sig for at ændre navn, tog de kontakt til det oprindelige og indfødte folk i området, der kaldes Washoe-folket, for at rådføre med dem om, hvilket nyt navn de ville finde passende.

Her endte de i fællesskab med at blive enige om at omdøbe skiresortet til Palisades Tahoe.



Source link

Advertisement