Hjem Politik Skaarup: Ingen tror længere på regeringens sms-forklaringer

Skaarup: Ingen tror længere på regeringens sms-forklaringer

af Extra Avisen


Skaarup: Ingen tror længere på regeringens sms-forklaringer
Justitsminister Nick Hækkerup (S), her fotograferet på vej til afhøringer i Minkkommissionen i fredags, afviser, at der er noget mistænkeligt ved, at regeringen ventede med at offentliggøre resultatet af politiets forsøg på at genskabe slettede mink-sms’er til efter kommunalvalget. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup har ingen tillid til regeringens nyeste forklaring om, at statsminister Mette Frederiksen og hendes bisidder først havde tid til at åbne kuverter fra politiet om de slettede mink-sms’er efter kommunalvalget

”Der er vist efterhånden ikke nogen tilbage, der tror på regeringens små hvide løgne om de slettede sms’er”.

Sådan skriver Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup på Twitter om den nyeste afsløring i SMS-sagen.

Det viser det sig nu, at det var statsminister Mette Frederiksen og hendes bisidder, som besluttede, at en kuvert med resultatet af politiets forsøg på at genskabe de slettede sms’er i minksagen, først skulle åbnes den 17. november, dagen efter kommunalvalget.

I sidste uge forklarede justitsminister Nick Hækkerup (S), at det var efter aftale med Minkkommissionen, at fem forseglede kuverter fra politiet først blev åbnet om onsdagen, selv om politiet havde afleveret dem i justitsministeriet fredag den 11. november.

Men Minkkommissionen oplyser til B.T., at den ikke har haft indflydelse på beslutningen om først at åbne kuverterne onsdag. Nu lyder forklaringen fra justitsministeren, at det var Mette Frederiksen og hendes bisidder, der først havde mulighed for at hente kuverterne om onsdagen. Kuverterne blev indtil da opbevaret i et pengeskab i Justitsministeriet. Efter åbningen af kuverterne, oplyste Justitsministeriet i en pressemeddelelse, at det ikke havde været muligt at genskabe sms’erne på statsministeriens og fire af hendes nærmestes telefoner.

”Jeg sagde også i sidste uge, at alle de pågældende og deres bisiddere først havde haft lejlighed til at hente kuverterne og åbne dem den 17. november 2021,” skriver Nick Hækkerup i et skriftligt svar.

Ville regeringen vente til efter valget?

Mange har spekuleret på, om regeringen bevidst ventede med at åbne kuverterne til efter kommunalvalget. Spekulationen går på, at det kunne koste Socialdemokratiet stemmer ved kommunalvalget, hvis det kom frem, at det ikke var muligt at genskabe sms’erne. Det ville nemlig sætte regeringen i et endnu dårligere lys i den efterhånden stærkt belastende minkskandale.

Den formodning har socialdemokratiske ordfører og ministre pure afvist. Justitsminister Nick Hækkerup fastslår overfor Berlingske at der intet nyt er i oplysningerne om, at kuverterne først kunne åbnes og derefter videregives den 17. november.

”Den proces blev aftalt mandag. Jeg sagde også i sidste uge, at alle de pågældende og deres bisiddere først havde haft lejlighed til at hente kuverterne og åbne dem den 17. november 2021. Jeg kan altså konstatere, at der ikke er noget nyt her,” skriver Nick Hækkerup til Berlingske.

Skaarup: Tyndbenet forklaring

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup har dog ingen tillid til regeringens nye forklaring.

”Selvfølgelig kunne statsministeren have hentet kuverterne med beskeden om de manglende genskabte sms’er inden kommunevalget. Den forklaring er altså for tyndbenet,” skriver han på Facebook.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl tror heller ikke på justitsministeren og statsministeren.

”Regeringen valgte helt bevidst at sylte oplysningen om, at Mette Frederiksens og andres SMS’er ikke kan genskabes, til EFTER valgdagen i tirsdags. Regeringen sikrede sig altså, at vælgerne ikke fik nys om denne stærkt kritisable oplysning, INDEN de skulle stemme. Hvor er det langt ude! Det er dybt respektløst over for vælgerne og vores demokrati!” skriver han på Facebook.

EL-ordfører: Dårlig dømmekraft fra regeringen

Regeringens støtteparti Enhedslisten vil ikke direkte beskylde regeringen for bevidst at have forhalet oplysningerne. Men coronaordfører Peder Hvelplund er absolut heller ikke tilfreds med de nye oplysninger. Han betegner det som dårlig dømmekraft, at regeringen ventede til efter valget med at åbne kuverterne.

”Når man ser sådan et forløb her, så opstår mistanken jo, og det er en mistanke, regeringen meget nemt kunne have undgået ved at sikre, at oplysninger blev gjort tilgængelige med det samme. Overvejelserne kan naturligvis have været, at hvis oplysningerne kom frem inden kommunalvalget, så kunne der være en risiko for, at det ville skade Socialdemokratiets valgresultat,” siger Peder Hvelplund til Jyllands-Posten.

”Vi kan jo ikke sige med sikkerhed, at det er sådan, det er, og jeg går ud fra, at regeringen også vil forklare, hvorfor man ikke er kommet ud med oplysningerne tidligere,” siger han.





Source link

Flere Artikler