Sigtelse: Kvinde stod i ledtog med drabsmistænkt onkel

Sigtelse: Kvinde stod i ledtog med drabsmistænkt onkel


Sigtes for drab på 19-årig mand

Politiet er til stede i det nordsjællandske sommerhusområde i Skibby.

RETTEN I HILLERØD (Ekstra Bladet): Da en onkel natten til onsdag dræbte sin nevø med flere knivstik, fik han hjælp af en kvinde i 30’erne.

Det mener politiet, der torsdag eftermiddag kræver kvinden fængslet ved et grundlovsforhør.

Hun er sigtet for i forening med den 42-årige onkel at have stukket den 19-årige nevø med en endnu ukendt spids genstand, hvorved nevøen afgik ved døden.

Kvinden, der har kommunefarvet hår og er spinkel af bygning, nægter sig skyldig.

Hun virkede ved grundlovsforhørets start synligt nervøs og svarede nærmest hviskende på dommerens henvendelser.

Herefter blev dørene lukket af hensyn til efterforskningen.

Fremstillingen af kvinden sker næsten et døgn efter, at den dræbtes 42-årige onkel blev varetægtsfængslet i sagen.

Manden var stærkt forslået og tydeligt svækket under retsmødet, hvor han ligeledes nægtede sig skyldig i sigtelsen om drab.

– Han overfaldt mig, lød det spontant fra den sigtede mand, der ud over tydelige tegn på vold på kroppen havde en stærkt hævet næse.

Det var kort før klokken 4.30 natten til onsdag, at Nordsjællands Politi blev tilkaldt til sommerhuset ved Hybenvænget vest for Skibby. På adressen traf politiet flere personer, herunder onklen, kvinden og den 19-årige, som var slemt tilredt.

En halv times tid senere blev den unge mand erklæret død.



Source link