Sensationelt comeback


ABBA er tilbage med to nye sange, der på overraskende habil vis ærer gruppens fantastiske fortid

ABBA anno 2021 - fra venstre: Björn Ulvaeus, Agnetha Fältskog, Anni-Frid Lyngstad og Benny Andersson. Foto: Universal
ABBA anno 2021 – fra venstre: Björn Ulvaeus, Agnetha Fältskog, Anni-Frid Lyngstad og Benny Andersson. Foto: Universal

Musikverdenen vidste, der var nye sange på vej fra ABBA. Men torsdag aften kom det alligevel som en sensation, da et af historiens mest populære bands offentliggjorde deres første album i 40 år.

Omtrent lige så sensationelt er det imidlertid, at de to netop udsendte singleforløbere, ‘I Still Have Faith In You’ og ‘Don’t Shut Me Down’, faktisk er ganske gedigne.

Det kunne kun gå galt. Det gjorde det ikke.

På respektabel vis ærer ABBA deres funklende arv med de nye sange, som besidder gruppens karakteristiske melodiøsitet og basale musikalitet, der er sørgeligt savnet i moderne dåsepop.

Disney og disco
Begge numre er skrevet og produceret af det uforlignelige makkerpar Björn Ulvaeus og Benny Andersson, og Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad synger forbavsende hæderligt uden dog naturligt nok at kunne matche ungdomsårenes tindrende uskyld.

ABBA genopstår som hologrammer under koncerter, der finder sted i London næste år. Foto: Universal
ABBA genopstår som hologrammer under koncerter, der finder sted i London næste år. Foto: Universal

Rørstrømske ‘I Still Have Faith In You’ er en følelsesladet kommentar til genopstandelsen. Balladen er på størrelse med svenskernes pladesalg, men hooket kan bære den storladne patos, der balancerer mellem Disney og musicaldrama.

‘I Still Have Faith In You’ varer over fem minutter, og det er over et minut for meget, men det er nok svært at begrænse sig med et tilløb på fire årtier.

‘Don’t Shut Me Down’ er en slasket discobasker med strygere og hele molevitten. En ny ’Dancing Queen’ er det ikke, men den skal nok få din gamle moster på dansegulvet efter en halv flaske Martini.

Man glæder sig jo allerede til det næste comeback, der vel så finder sted i 2061, hvor gruppens gennemsnitsalder vil ligge på omkring de 115.

Mamma Mia!

Coveret til 'I Still Have Faith In You
Coveret til ‘I Still Have Faith In You”https://ekstrabladet.dk/”Don’t Shut Me Down’, der følges op af albummet ‘Voyage’ i november.

 



Source link

Advertisement