Sælger ud: Megaband svigter


Advertisement

Coldplay kæmper for at redde karrieren på skamløst popalbum med Max Martin og minimal klasse

Coldplay har netop annonceret verdensturné, som foreløbigt er uden en dansk koncert. Foto: Parlophone

Coldplays uafbrudte stribe af kæmpesucceser blev stoppet eftertrykkeligt, da gruppen i 2019 udgav ’Everyday Life’.

Det ellers forfriskende legesyge og ganske vellykkede album floppede totalt, og englænderne har åbenbart haft pladeselskabsbossen i telefonen.

Han var vist ikke begejstret. Så nu laver Coldplay positiv ultrapop.

På ‘Music of the Spheres’ har de allieret sig med svenske Max Martin, der producerer strømlinede hits på samlebånd, og det sydkoreanske boyband BTS synger sågar med på singlen ’My Universe’.

Den lyder som et indslag i Eurovision. Pludselig er Coldplay også blevet et boyband.

Matte stjerner
Stilskiftet fremstår anstrengende kalkuleret, og trods noget hæderligt pophåndværk undervejs er resultatet forstemmende overfladisk.

Coldplay trækker halvhjertet et strålende galaktisk koncept ned over værket, men stjernerne er matte, og selv et kæmpe hook får ikke åbningsnummeret ’Higher Power’ til at hænge fast.

Coldplay fra venstre: Guy Berryman, Chris Martin, Will Champion og Jonny Buckland. Foto: Dave Meyers
Coldplay fra venstre: Guy Berryman, Chris Martin, Will Champion og Jonny Buckland. Foto: Dave Meyers

Frontmand Chris Martin synger duet med teenageidolet Selena Gomez på ’Let Somebody Go’, der minder om en sød ballade, som leder efter en film fra Disney.

Hvis man savner Muse, så er smældende ’People of the Pride’ nok lige sagen, og på det ti minutter lange afslutningsnummer, ’Coloratura’, rækker Coldplay ud efter Pink Floyd i en evigt opløftende stræben efter at redde verden.

Det lykkes næppe. Spørgsmålet er også, om de kan redde karrieren.

Coveret til Coldplays nye album, 'Music of the Spheres', der indeholder gæster som BTS og Selena Gomez.
Coveret til Coldplays nye album, ‘Music of the Spheres’, der indeholder gæster som BTS og Selena Gomez.

 



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide