Rødt kort og selvmål: Spanien i semifinalen

Rødt kort og selvmål: Spanien i semifinalen


Det var op ad alpe for schweizerne, der trods EM-jubilæumsmål nummer 10 og et rødt kort tvang Spanien frem til straffespark

Spanien bliver europamesterskabernes første semifinalist med en sejr på 4-2 over Schweiz efter en dramatisk kamp, der endte med afgørelse fra straffesparkspletten.

Det har været selvmålenes europamesterskaber, og jubilæumskasse nummer 10 var ikke nogen god nyhed for de overraskende kvartfinalister fra Schweiz.

Det blev nemlig sat ind efter bare ni minutter mod favoritterne fra Spanien, og så var det op ad alpe resten af vejen for Vladimir Petkovic’ tropper.

For i forvejen måtte man undvære den karantæneramte profil og anfører, Granit Xhaka, og et kvarter efter 0-1 måtte man sige farvel til hans afløser, en lårskadet Breel Embolo.

Selvmålet leverede uheldige Denis Zakaria, da Jordi Alba sparkede på mål efter et hjørnespark, og det satte længe dagsordenen i Skt. Petersborg.

For dermed kunne spanierne trække sig lidt tilbage og lure på kontra, men efterhånden blev de også alt for passive i deres tilgang til opgøret, og schweizerne, der i 1/8-finalen indhentede en fransk tomålsføring, åd sig frem til muligheder.

Fra anden halvlegs start var det helt toneangivende, og i det 68 minut trådte deres anden store profil så til med en udligning, som var – om ikke et halvt selvmål – så en venlig spansk assist.

Den kom i klodset kombination fra centerforsvarerne, Aymeric Laporte, Pau Torres, der efter 69 minutter spillede pingpong i eget felt og overlod bolden til Xherdan Shaqiri, der køligt lagde bolden ind ved fjerneste stolpe – endda med det kolde højre

Men heller ikke schweizerne ville åbenbart eget bedste, for kort efter gik Remo Freuler ned i en glidende tackling på Gerard Moreno. Det var ikke med knopperne forrest, men det var farligt nok for dommer Michael Oliver til at trække det røde kort.

Det blev endnu et hårdt slag for schweizerne, der dog fik fremtvunget forlænget spilletid, hvor de heroisk kæmpende overlevede et spansk chanceorgie mod en stadig mere varm Sommer i buret.

Yann Sommer, der forleden parerede afgørende på Kylian Mbappes forsøg fra pletten, kunne se Sergio Busquets sparke første forsøg på stolpen, men kort efter brændte også Fabian Schär fra pletten.

Sommer kastede sig og snuppede Rodris forsøg, men så brændte også Manuel Akanji, og da Vargas sparkede over mål, kunne Mikel Oyarzabal afgøre sagen.

I semifinalen venter vinderen af aftenens storkamp mellem Italien og Belgien.



Source link