Rigmand afsløret: Kunne ikke blive enig med sig selv


Advertisement

Ved du noget? Så skriv fortroligt til Ekstra Bladets journalister på [email protected] eller krypteret til [email protected]

Bogholderi, der forsvinder, et mystisk lån til Iran og to henvendelser til politiet.

Flere kuratorer havde travlt med at finde hoved og hale i, hvad der var foregået i fire af millionær og velgører Djaffar Shalchis selskaber, der gik konkurs mellem 2012 og 2014.

Rigmanden blev kendt i offentligheden, da han donerede 200 millioner kroner til sin velgørende fond og samtidig turnerede rundt med budskabet om, at velhavere som ham selv burde betale mere i skat.

Men Djaffar Shalchi har selv en fortid uden stor lyst til at betale sine kreditorer og skattekassen.

Aktindsigt i konkursboernes materiale viser, at kreditorer i fire selskaber krævede 30 millioner kroner, og heraf var mindst 780.000 kroner moms- og skattegæld.

Artiklen fortsætter under billedet.

Djaffar Shalchi stiftede i 2016 fonden Human Act, hvor han i dag er direktør. Han donerede sammen med sin kone i den forbindelse ejendomme for, ifølge ham, et tre-cifret millionbeløb til fonden. Human Act arbejder blandt andet for, at de rigeste skal betale mere i skat. Foto: Jonas Olufson

Djaffar Shalchi stiftede i 2016 fonden Human Act, hvor han i dag er direktør. Han donerede sammen med sin kone i den forbindelse ejendomme for, ifølge ham, et tre-cifret millionbeløb til fonden. Human Act arbejder blandt andet for, at de rigeste skal betale mere i skat. Foto: Jonas Olufson

Den præcise gæld til kreditorer er uvist, da kurator i flere tilfælde ikke undersøgte kravene nærmere, da boerne ikke havde nævneværdige aktiver, ligesom nogle kreditorers krav kan være indfriet.

I to af selskaberne fandt kuratorerne forholdene så graverende, at de kontaktede politiet. Ifølge Djaffar Shalchi fik han i det ene tilfælde en bøde på 10.000 kroner, mens der anden gang ikke kom nogen sanktion.

Ekstra Bladet har siden foråret forsøgt at få indsigt i Københavns Politis arbejde med de to sager uden held.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Djaffar Shalchi kom som otteårig til Danmark fra Iran med sin mor og fire søskende. Den i dag 60-årige Shalchi begyndte ifølge eget udsagn at handle med ejendomme i 1999.

I 2016 stiftede han den velgørende fond Human Act, hvortil han og hans hustru donerede en række af deres ejendomme.

Disse havde ifølge Djaffar Shalchi en værdi på 200 millioner kroner på det tidspunkt, og fonden donerer ifølge stifteren et tocifret millionbeløb til velgørenhed om året.

Djaffar Shalchi er direktør i fonden og arbejder her blandt andet for, at de rigeste i verden skal beskattes med én procent af deres formue. Han bor med sin kone i Brønshøj i København.

Vis mere


Vis mindre

Sushi-restaurant
I den sag, hvor Djaffar Shalchi ifølge sit eget udsagn fik en bøde, var i selskabet Sushi-House.dk Aps, der drev en restaurant på Frederikssundsvej i København.

Ligesom tilfældet havde været to år tidligere, da Djaffar Shalchis byggefirma Omnicon Projektudvikling gik konkurs, forsvandt det meste af bogholderiet. Ifølge rigmanden havde han sendt materialet til kurator, men det var bortkommet undervejs.

Det var dog ikke det eneste, som kurator undrede sig over.

‘Som ovenfor nævnt, forklarede den tidligere direktør oprindeligt, at drift af restaurant ophørte “ca. maj 2013”. Den 2. april 2013 blev der overført kr. 250.000 og den 29. april 2013 blev overført kr. 62.000 fra selskabets konto. Om begge betalinger fulgte af posteringsteksterne, at de vedrørte aconto leje,’ skrev kurator i en redegørelse til kreditorerne i juni 2015.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

1. Sushi Saiko Aps – erklæret konkurs 13. april 2012

Krav fra kreditorer: Cirka 2,8 millioner kroner

Heraf eventuel skattegæld: 780.000 kroner erkendte Djaffar Schalchi i Skifteretten, fremgår det af retsbog fra 14. august 2012. Skat begærede selskabet konkurs.

2. Omnicon projektudvikling A/S – erklæret konkurs 8. august 2012

Krav fra kreditorerne: 25,7 millioner kroner.

Heraf eventuel skattegæld: Uvist.

Kurator rettede henvendelse til politiet.

3. Sanshin Aps – erklæret konkurs 17. august 2012

Krav fra kreditorer: 2,3 millioner kroner

Heraf eventuel skattegæld: Uvist. Men ifølge kurator var der som følge af forkert indberetning af moms opstået ‘betydelige restancer til Skat’.

4. Sushi-House.dk Aps – erklæret konkurs 18. marts 2014

Krav fra kreditorer: Ingen kendte krav.

Heraf eventuel skattegæld: Uvist.

Kurator kunne ikke få adgang til selskabets bogføring. Men ifølge kurator indberettede selskabet ikke moms i 2013, hvorfor kurator mener, at Skattestyrelsen måtte have krav mod selskabet. Kurator rettede henvendelse til politiet.

Kilder: Retsbøger og kurator-redegørelser fra konkursboerne.

Vis mere


Vis mindre

Lejede af sig selv
Ifølge rigmanden var der dog ikke lavet nogen lejekontrakt mellem restauranten og udlejer, da de ikke kunne blive enige om huslejens størrelse. Også det fandt kurator underligt.

Djaffar Shalchi var nemlig både direktør for restauranten og selskabet, der ejede lokalerne.

‘De nævnte betalinger (mærket a conto leje, red.) stod i misforhold til de oplysninger, der blev afgivet af direktørerne på vegne af udlejer om, at der ikke blev opnået enighed om lejevilkår, og at der derfor ikke blev indgået en skriftlig lejeaftale om anvendelse af lokalerne.

‘Herudover var det usædvanligt, at der efter anvendelse af et lejemål i 1 år (maj 2012 – maj 2013) endnu ikke var opnået enighed om lejevilkår m.m., særligt når Djaffar Davar Dust Shalchi var direktør for såvel selskabet som udlejer,’ skrev kurator videre i redegørelsen.

‘Det rene sludder’
Ekstra Bladet har forelagt sagen for to eksperter, og de undrer sig begge over rigmandens forklaring om, at udlejer og restauranten ikke kunne blive enige om lejevilkår.

‘Det lyder som det rene sludder og et forsøg på at tilsløre, at der reelt ikke har været nogen form for armslængde imellem de to selskaber,’ lyder det fra Lars Bo Langsted, professor emeritus ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet med speciale i økonomisk kriminalitet.

Jurist Jakob Dedenroth Bernhoft, der ejer selskabet revisorjura.dk, som bl.a. hjælper virksomheder med at undersøge økonomisk kriminalitet, kalder forklaringen ‘utroværdig’.

Restauranten indberettede ikke moms i 2013, og Skat måtte dermed have penge til gode, skrev kurator videre i en redegørelse.

Du fortæller til kurator, at der var ikke nogen lejekontrakt, fordi ejeren af ejendommen og restauranten ikke kunne blive enige med hinanden om hvad lejen skulle være, og derfor indgik man ikke nogen lejekontrakt?

Det siger mig slet ingenting det der. Det kan jeg ikke huske noget om. Min underdirektør kørte det. Jeg kan simpelthen ikke bekræfte det der, og hvorfor de har betalt 300.000 kr. for husleje for et år, siger Djaffar Shalchi.

Der fremgår af det materiale, som Ekstra Bladet har adgang til, intet om, hvor lang en periode, betalingen var for.

Men det virker jo mærkeligt, når du både var direktør i restauranten og i det selskab, som ejede lokalerne, hvor restauranten lejede sig ind. Så man har været uenig med sig selv?

– Som jeg nævnte, har jeg aldrig sagt, at vi var uenige med os selv. Men som jeg sagde, så var det en underdirektør, der kørte alle de restauranter. Jeg har ikke haft noget med det at gøre (Djaffar Shalchi var direktør i selskabet fra november 2012 – februar 2014, red.).

Ansvaret er mit
Interesserede du dig ikke for de 300.000 kr. der forsvandt ud af selskabet. Hvis det ikke var dig, der førte de 300.000 kroner ud af selskabet, hvem er det så?

– Jeg interesserer mig for hver eneste krone, og ansvaret er mit. Men hvordan og hvorledes kan jeg ikke huske så mange år efter. Jeg siger ikke, at jeg er ligeglad med det. Jeg siger bare, at jeg tog ikke mit ansvar som direktør alvorligt nok, siger Djaffar Shalchi.

Ekstra Bladet forelagde også udsagnene fra bl.a. Lars Bo Langsted for Djaffar Shalchi.

– Det er noget sludder, han (Lars Bo Langsted, red.) siger. For det første ved han jo slet ikke, om der findes en lejekontrakt eller slet ikke. En husleje på 25.000 kr om måneden er samtidig helt normalt. Det er simpelthen fuldstændig gætteri og helt ude i hampen. Det passer ingen steder.

– Og havde der været problemer, havde Skifteretten jo trukket pengene tilbage. Men eftersom den ikke har gjort det, må tingene jo have været okay.



Source link

- Advertisement -