Hjem Underholdning Ramt af aggressiv kræft

Ramt af aggressiv kræft

af Extra Avisen


Den danske skuespiller Ann Eleonora Jørgensen blev tidligere på året erklæret kræftfri, efter hun blev ramt af en aggressiv form for brystkræft

Ann Eleonora Jørgensen er i dag erklæret kræftfri. Foto: Mogens Flindt
Ann Eleonora Jørgensen er i dag erklæret kræftfri. Foto: Mogens Flindt

For et års tid siden fik skuespiller Ann Eleonora Jørgensen den besked, de fleste frygter.

Efter i lang tid at have følt sig syg med blandt andet brystsmerter, brystbetændelse og et forstørret bryst, fik hun beskeden om, at hun havde brystkræft.

Det fortæller hun i et stort interview med Berlingske, hvor hun for første gang løfter sløret for den alvorlige sygdom, hun pludselig måtte stifte bekendtskab med.

Her fortæller skuespilleren samtidig, at hendes sygdomsforløb efter hendes mening har været dybt kritisabelt.

Hun var nemlig syg i lang tid og gik til lægen gentagne gange med symptomer, før hun fik lægerne overbevist om, at det var nødvendigt at tage en biopsi.

Da biopsien blev taget, viste det sig rigtigt nok, at den var helt gal.

– Fra da af var jeg ikke i tvivl. Det her var ikke bare forstadier til cancer – det var mere. Det kunne jeg mærke i min krop. Så brystet blev fjernet, og da prøverne fra biopsien kom tilbage ti dage senere, havde de ikke bare fundet forstadier. Jeg havde den ekstremt aggressive HER2 positiv, østrogenreceptor positiv cancer, siger skuespilleren, der blandt andet er kendt fra ‘Forbrydelsen’ og ‘Herrens Veje’ i interviewet med Berlingske.

Ifølge Ann Elonora Jørgensen har hendes sygdomsforløb ramt familien meget hårdt. Foto: Jens Dresling
Ifølge Ann Elonora Jørgensen har hendes sygdomsforløb ramt familien meget hårdt. Foto: Jens Dresling

 

Sidder dybt i familien
Selvom Ann Eleonora Jørgensen i dag er erklæret kræftfri, lægger hun ikke skjul på, at sygdommen har sat dybe spor i hendes familie.

Ifølge den 56-årige skuespiller er de nemlig pludselig blevet meget bevidste om, at livet kan være slut, og at de kan miste hinanden på et øjeblik.

Hun fortæller, at de derfor er gået fra at være en meget ‘talende familie’, til at der er en stor stilhed imellem dem.

Ann Eleonora Jørgensen er gift med Rasmus Windfeld, der arbejder som pressechef i TDC Erhverv. Sammen med ham har hun sønnen Osvald Windfeld på 17 år.

Sammen med eksmanden, teaterdirektøren Emmet Feigenberg, har hun datteren Carla Feigenberg på 27 år.

  • 10-15 pct. af alle tilfælde af brystkræft er såkaldt HER2-positiv brystkræft. 
  • Knuder i brystet bliver altid testet for, om de er HER2-positive. Det sker ved, at lægen undersøger en vævsprøve fra den fjernede knude.
  • HER2-positive brystkræftceller har et meget stort antal HER2-receptorer på celleoverfladen. Det unormalt store antal HER2-receptorer medfører, at cellerne bliver overstimulerede og deler sig ukontrolleret.
  • Alle kvinder med HER2-positiv brystkræft får tilbudt et års behandling med trastuzumab i kombination med kemoterapi efter operationen. Hvis knuden er hormonfølsom (østrogenfølsom), får man også antihormonbehandling.
  • Trastuzumab er et antistof, som virker ved at binde sig til HER2-positive kræftceller. Derved ændres cellernes overflade, og den ukontrollerede celledeling ophører.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse


Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Ann Eleonora Jørgensen, men det har i skrivende stund ikke været muligt.



Source link

Flere Artikler