Hjem Sport Qatars kæmpe selvmål

Qatars kæmpe selvmål

af Extra Avisen


HER ET år før det går løs ved VM i Qatar, forsøger værterne af al kraft at vinde omverdenens respekt og sympati. Men det går den gale vej. Qatar skulle aldrig have haft VM – verdens største sportsbegivenhed – for der er så meget, som bare ikke er i orden i det lille land i Mellemøsten.

SENEST HAR vi oplevet, at to norske journalister fra NRK blev anholdt og tilbageholdt i 32 timer, fordi de ville skildre virkeligheden blandt de millioner migrantarbejdere, som slider og slæber hos VM-værterne. Den højt besungne pressefrihed har svære kår i Qatar, og det vil den også have om et år.

DER ER så meget andet, der heller ikke spiller i ørkenlandet. Det fik onsdag Foreningen af Danske Fodboldfans til at anbefale de danske fans til at holde sig væk fra VM i Qatar. Det har ikke været let at komme med den anbefaling. Danmark har et rigtig godt landshold, som uden tvivl vil kunne komme langt ved slutrunden.

MEN ALTING har en pris, og herfra respekt for de danske fans, som ikke vil gå på kompromis med menneskerettigheder og ordentlighed. Vi skal ikke spille fodbold for enhver pris, og vi skal slet ikke spille på de dødes grave.

ANHOLDELSEN af de to norske journalister, Halvor Ekeland og Lokman Ghorbani, skete i kølvandet på det store show, Qatar afviklede i tidligere på ugen, hvor der præcist var et år, til VM fløjtes i gang. Ved festlighederne deltog en lang række tidligere fodboldstjerner, herunder vores egen Peter Schmeichel.

VED DEN lejlighed sagde Schmeichel til svensk TV4, at det kun skal handle om fodbold. Ikke noget med at blande sport og politik. Peter Schmeichel står glad på mål for Qatars VM. Det gør David Bechham og en lang række andre, tidligere stjerner også. Utvivlsomt mod god betaling. Det er ikke gratis at spille nyttig idiot.

Artiklen fortsætter under billedet…

Qatars kæmpe selvmål
Peter Schmeichel står glad påmål for Qatars VM. Her sammen med FIFA’s præsident, Gianni Infantino. Foto: Ritzau Scanpix.

 

DE NORSKE journalister søgte bag om den glitrede facade. Ifølge en udtalelse fra Qatars regering blev de anholdt, fordi de var gået ind på privat område og filmet uden tilladelse. Ifølge mine oplysninger var de taget til Industrial Area, godt en times kørsel fra hovedstaden Doha. Her langt ude i ørkenen bor hovedparten af de mange migrantarbejdere i Qatar. Her søger alle uafhængige journalister hen. For at skildre den barske virkelighed.

DA JEG selv var i Qatar i oktober med fotograf Lars Poulsen tog vi også turen ud til Industrial Area. Mange af lejrene var omkranset af hegn, og der var videoovervågning og vagter ved alle indgange. Her var det umuligt at komme ind. Journalister var ikke velkomne. Derfor søgte vi længere ud i ørkenen, og her fandt vi migrantlejre, hvor det var muligt at komme ind.

DET VAR miserable forhold, og selv om der generelt var stor angst for at udtale sig, lykkedes det os at komme i kontakt med en gruppe migrantarbejdere fra Nepal. 18 mand stuvet sammen på meget få kvadratmeter i et rum uden vinduer. De ville gerne fortælle om deres liv. Men ellers mødte vi kun afvisninger.

Artiklen fortsætter under billedet…

Ekstra Bladet fandt en lejr uden vagter i Qatars ørken. Foto: Lars Poulsen.
Ekstra Bladet fandt en lejr uden vagter i Qatars ørken. Foto: Lars Poulsen.

 

FRYGT ER en stor del af livet for migrantarbejderne. Der sker efter flere sager, hvor kritikere er blevet anholdt og fængslet. Konstant overvågning er et andet element. Det oplever journalisterne også.

I DECEMBER tager DBU og en række andre forbund under UEFA til Qatar for at fortsætte den kritiske dialog. Det virker som en håbløs opgave. De Danske Fodboldfans har taget konsekvensen. De vender VM ryggen.

PÅ CHRISTIANSBORG sker der også ting og sager. Enhedslistens Søren Søndergaard har sendt udenrigsminister Jeppe Kofod et meget konkret spørgsmål:

’Vil den danske regering kræve af myndighederne i Qatar, at de uforbeholdent undskylder tilbageholdelsen af to norske journalister og vil regeringen samtidig meddele disse myndigheder, at Danmark vil arbejde for en international boykot af fodbold-VM, hvis diktaturstaten igen forgriber sig på udenlandske journalister, som passer deres arbejde.’

DET ER rene ord for pengene. Qatar har scoret. Men det var et selvmål. Det er ikke det første. Det bliver heller ikke det sidste.



Source link

Flere Artikler