Plejehjemsbeboer fængslet for brand: Ikke første gang

Kræver snak med Ekstra Bladet, efter at han blev varetægtsfængslet i 14 dage

RETTEN I NÆSTVED (Ekstra Bladet): Alle undtagen en 78-årig beboer på Skælskør Plejecenter sad fredag aften og spiste, da en brandalarm gik klokken 18.21.

– Jeg kan ikke lide deres hundeæde, siger manden, der i første omgang tiltrak sig personalets opmærksomhed, fordi røgudviklingen, der fik alarmen til at gå, kom fra hans brødrister.

Den ulmende brand blev slukket og manden atter overladt til sig selv.

Ikke længe efter mødte brandvæsnet, der var blevet alarmeret, dog op.

Nu var der kraftig røgudvikling og ild i mandens bolig, nærmere bestemt i en indkøbskurv af plastik. Over den stod et tøjstativ fyldt med tøj, hvor der lå en lighter.

Lighter fundet
Det fik politiet til at rette mistanken mod plejehjemsbeboeren, som efter et tjek på hospitalet for røgforgiftning blev anholdt.

Lørdag formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved, sigtet for brandstiftelse. Det er han to gange tidligere dømt for, fremgik det ved dagens retsmøde. Konsekvensen af de tidligere ildebrande var, at han blev flyttet fra et plejecenter til det i Skælskør.

I februar gik der ild i en lignende indkøbskurv på mandens altan, men det kom der ingen sag ud af.

Manden, som er en kraftig herre, der sidder i kørestol, forklarede i dag dommeren, at det måtte være det overristede brød, der havde antændt en jakke og derefter indkøbsvognen.

Den købte dommeren ikke.

Der var begrundet mistanke for, at manden selv havde antændt branden og kunne finde på at gentage handlingen, hvorfor han blev varetægtsfængslet i surrogat på Slagelse Sygehus i foreløbig 14 dage.

Det var han stærkt utilfreds med. Blandt andet fordi han ikke kunne få sin scooter med, som han efter eget udsagn ynder at køre til stranden med.

Ingen fare
At han med de påståede pyroman-tilbøjeligheder kunne være til fare for de øvrige beboere, afviste han fuldstændig.

Manden forklarede, at bygningen er ret ny, der er sprinkleranlæg i loftet, og at alt i det hele taget er topsikret.

Manden kærede på stedet varetægtsfængslingen til landsretten og udbrød:

– Jeg skal have fat i Ekstra Bladet.

Dommeren gjorde ham opmærksom på, at der skam var en repræsentant fra bemeldte avis til stede i retten. Da var det dog for sent, og manden blev ført ud af retssalen og mod sit næste midlertidige hjem.

Source link