Hjem Sport Pinlige United fik klø

Pinlige United fik klø

af Extra Avisen


Pressede Ole Gunnar Solskjær og Manchester United taber 4-1 til Watford i Premier League

Manchester United har det voldsomt svært i Premier League.

Lørdag blev storklubben sendt hjem fra et besøg hos oprykkerklubben Watford med et 1-4-nederlag i bagagen.

Særligt før pausen spillede Ole Gunnar Solskjærs tropper helt uden intensitet, mens hjemmeholdet med sine fans i ryggen buldrede frem ad banen.

Det førte til en pausestilling på 2-0, og selv om United-spillerne efter pausen vågnede en smule op til dåd, kunne de ikke vende opgøret.

Resultatet betyder, at Manchester United dumper en plads ned i tabellen, hvor klubben nu er på syvendepladsen. Watford kravler op på 16.-pladsen.

United har blot vundet en ud af sine seneste syv kampe i Premier League, og det er ikke utænkeligt, at Ole Gunnar Solskjærs job er i fare.

Manchester United var på hælene fra første fløjt, og efter seks minutter bimlede alarmklokkerne.

Scott McTominay gik for hårdt til vaflerne i feltet, da han nedlagde Joshua King og udløste et straffespark til Watford. David de Gea reddede Ismaila Sarrs forsøg, men Kiko fulgte op og sendte bolden i mål.

Ismaila Sarr brændte to gange fra straffepletten. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
Ismaila Sarr brændte to gange fra straffepletten. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix

Kiko havde dog været for tidligt i feltet på straffesparket, som derfor skulle tages om. Ismaïla Sarr forsøgte sig igen, men David de Gea pillede nemt det svage spark midt i målet.

Watford holdt dog fast i et klart momentum og bragte sig i front efter 28 minutter. Emmanuel Dennis kom til baglinjen og lagde bolden skråt tilbage til Joshua King, som nærmest skovlede bolden forbi David de Gea.

Kort før pausefløjt revancherede Ismaïla Sarr sit misbrugte straffespark. Han fik bolden i helt fri position i højre side af feltet og smadrede den over i modsatte side af målet.

Manchester United havde ikke styr på Watford. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
Manchester United havde ikke styr på Watford. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix

Fra anden halvlegs begyndelse kom hollandske Donny van de Beek på banen for United, og det viste sig at være en god beslutning.

Hollænderen scorede således efter fem minutter. Jadon Sancho krøllede bolden i feltet, hvor Cristiano Ronaldo headede den på tværs til van de Beek, der let pandede bolden i tomt net.

United-spillerne havde mere ild i øjnene efter pausen, men chancerne for sejr blev minimeret, da Harry Maguire efter 69 minutter blev præsenteret for et rødt kort.

Gæsterne forsøgte at sætte et pres ind, men håbet blev slukket, da Joao Pedro og Emmanuel Dennis i overtiden scorede til 3-1 og 4-1.

Emmanuel Dennis lukkede festen på Vicarage Road med sin scoring til 4-1. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
Emmanuel Dennis lukkede festen på Vicarage Road med sin scoring til 4-1. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix

 

I det nordøstlige England lykkedes danskerklubben Brentford med at standse stimen på fire nederlag i træk. Det endte således med 3-3 mod Newcastle, der var uden sin nye træner Eddie Howe, der er ramt af corona.

Steven Gerrard fik en god start på livet som træner i Aston Villa. Klubben slog Brighton med 2-0.



Source link

Flere Artikler