Peter Øvig efter indlæggelsen på den lukkede: ‘Jeg troede, jeg havde mistet min søn’

Forberedelserne til sønnens 15-års fødselsdag var i gang, da han henkastet spurgte: ‘Er du bange for, at jeg bliver syg igen?’

Først blev der stille, så kiggede sønnen sin far i øjnene og svarede med høj og fast stemme: ‘HVAD TROR DU SELV, FAR?’

Det er tre et halvt år siden, at den populære forfatter Peter Øvig Knudsen under arbejdet med sin forrige bog ‘Min mor var besat’ selv blev det. Så besat, at hans liv helt bogstaveligt blev vendt på hovedet.

»Jeg blev splitterravende sindssyg,« siger han ligeud om tiden, hvor han langsomt – men sikkert – sank længere og længere ned i kviksandet og mistede grebet om sig selv.

 

Peter Øvig Knudsen, journalist og forfatter, er aktuel med ny bog der handler om elektrochok, og begynder med hans egen oplevelse af at blive helbredt gennem elektriske stød i hjernen.
Foto: Bax Lindhardt

Vis mere

Peter Øvig Knudsen, journalist og forfatter, er aktuel med ny bog der handler om elektrochok, og begynder med hans egen oplevelse af at blive helbredt gennem elektriske stød i hjernen.
Foto: Bax Lindhardt

Men den sværeste kamp for ham var ikke at blive rask. Den var at genvinde tilliden til de mennesker, han elskede allermest. Sin familie. Og ikke mindst forholdet til sønnen Aske.

»Jeg , at jeg mistet ham,« erkender Peter Øvig Knudsen.

»Jeg var slet ikke klar over, hvor vred han var. Nedenunder var der en masse ulykkelighed, men det var vreden, han forsvarede sig med.«

Peter Øvig Knudsen sidder på sit kontor i hjemmet i Gentofte. Hans seneste bog, ‘Jeg er, hvad jeg husker’ – fortsættelsen til førnævnte – og et krus frisklavet stempelkaffe er inden for rækkevidde.

Han har smil i øjnene. Også når han genfortæller den smertefulde episode med sønnen Aske, der udspillede sig, et halvt år efter at han var blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling.

Men en fugtig film ligger som en hinde over de blå øjne. På nippet til at forvandle sig til tårer.

»Det sker næsten dagligt. At jeg bliver bevæget over et eller andet. Det er en voldsom forandring,« siger han uden at skamme sig. Og tilføjer så:

»Jeg kan faktisk bedre lide den følsomme Peter Øvig.«

Historien om ham og hans indlæggelse kender de fleste. Om hvordan han var så langt nede i sin depression, at lægerne diagnosticerede ham som så svært psykotisk, at medicinering alene ikke kunne trække ham ud af dybet. Der skulle mere vidtrækkende behandling til.

Efter syv gange elektrochok kunne han forlade Rigshospitalet som en rask mand. Som en mand, der , at han kunne genoptage det liv, han før indlæggelsen.

Men det kunne han ikke.

»Jeg var ikke deprimeret længere, slet ikke alle de vanvittige tanker. Dæmonerne var væk. Og tilbage var et menneske, der var helt skrællet af for filter og hud og forsvarsværn,« siger han om den version af Peter Øvig, der vendte tilbage til virkeligheden. Og var overrasket over, at der var nogen at vende tilbage til.



 


Mens Peter Øvig var syg og indlagt på den lukkede, var han overbevist om, at alle hans nærmeste havde forladt ham.
Foto: Bax Lindhardt

Vis mere

Mens Peter Øvig var syg og indlagt på den lukkede, var han overbevist om, at alle hans nærmeste havde forladt ham.
Foto: Bax Lindhardt

»Mens jeg var syg, troede jeg, at alle havde forladt mig, at de syntes, at jeg var så latterlig og en kæmpe belastning.«

Han ryster på hovedet. Af sit eget syge sind. Så fortsætter han:

»Men min søn ville ikke snakke med mig. Der gik flere uger, før jeg fik lov til at se ham helt kort,« fortæller Peter Øvig, som på ingen måde var forberedt på de følelser, der viste sig at rase inden i hans søn.

»Samme dag som jeg blev indlagt, flyttede han ned til sin mor. Og i mange måneder satte han ikke sine ben i hverken skolen eller her. Der gik nok et års tid, før hans liv på det ydre plan var normaliseret.«

»Men det var først halvandet år efter at jeg var blevet rask, at han en dag bad om, at vi kørte en tur. Og det var på dén tur, han fortalte, hvor vred han havde været på mig over, at jeg lod mig indlægge.«

»Han syntes, at det var noget, vi skulle klare sammen. At han nok skulle hjælpe til, hvis hans far var syg,« siger Peter Øvig, som på den ene side var rørt over den kærlighedserklæring, der lå under sønnens vrede, men samtidig netop ikke ønskede, at hverken Aske eller hans søster, Ea, skulle føle sig ansvarlige for hans sygdom – som han selv havde gjort det i forhold til sin mors psykiske sygdom.

Det var ikke kun i sønnen, at Peter Øvigs sygdom og indlæggelse satte dybe spor. Også datteren Ea og ikke mindst kæresten Janne blev påvirket.

»Mens jeg var mest psykotisk, mente jeg jo, at Janne var min værste fjende. At hun havde fundet en anden mand, var i gang med at tømme min pensionsopsparing, sælge huset og stjæle alle mine penge, som skulle bruges til, at hun og hendes nye mand kunne tilbringe resten af livet i et eksotisk ferieparadis.«


Arkivfoto af Peter Øvig med kæresten Janne Breinholt Bak.

 


Arkivfoto af Peter Øvig med kæresten Janne Breinholt Bak.
Foto: Steen Wrem

Vis mere

Arkivfoto af Peter Øvig med kæresten Janne Breinholt Bak.
Foto: Steen Wrem

»Det lyder helt vanvittigt. Og det var det også. Men det troede jeg, og det fortalte jeg hende. Så da hun fik mig indlagt, var jeg – for at sige det diplomatisk – ikke særlig interesseret i at snakke med hende. Jeg lukkede helt af over for hende,« forklarer Peter Øvig og er dybt taknemmelig over, at hun havde styrken til holde ved. Holde ved ham.

»Hvis man har oplevet det med sin kæreste, så kan man godt have virkelig svære følelser bagefter. Men jeg har ikke hørt én bebrejdelse,« smiler han.

Og det har han heller ikke fra sin søn. Fra ham, som han troede, at han havde mistet.

»Vi havde et virkelig godt forhold, inden jeg blev syg. Og så var vi i krise i to år. Jeg synes egentlig, at vi er nogenlunde tilbage på sporet,« siger Peter Øvig om Aske, der var 14 år, da hans far blev indlagt.


Ovenpå sin indlæggelse har Peter Øvig og sønnen Aske gradvist fundet hinanden igen. Her far og søn i en kærlig stund juleaften 2020.

 


Ovenpå sin indlæggelse har Peter Øvig og sønnen Aske gradvist fundet hinanden igen. Her far og søn i en kærlig stund juleaften 2020.

Vis mere

Ovenpå sin indlæggelse har Peter Øvig og sønnen Aske gradvist fundet hinanden igen. Her far og søn i en kærlig stund juleaften 2020.

»Nu fylder han 18 om lidt. Så han er også blevet en anden.«

Skridtene mod heling af deres forhold har været taget et ad gangen. Uden at forcere noget. Hvert af dem har gjort ham glad.

Med et smil husker Peter Øvig, hvordan sønnen som 16-årig fortalte sin far, at når man snakkede med piger, var det faktisk slet ikke så dårligt at have oplevet noget, der var svært.

Eller dengang det gik op for Aske, at hans far slet ikke udnyttede potentialet for at sælge bøger ved sine foredrag, og derfor sagde sit fritidsjob i Meny op for at rejse med og stå for bogsalget.


Den sværeste kamp for Peter Øvig var ikke at blive rask. Det var at genopbygge forholdet til sine nærmeste.

 


Den sværeste kamp for Peter Øvig var ikke at blive rask. Det var at genopbygge forholdet til sine nærmeste.
Foto: Bax Lindhardt

Vis mere

Den sværeste kamp for Peter Øvig var ikke at blive rask. Det var at genopbygge forholdet til sine nærmeste.
Foto: Bax Lindhardt

»Så kørte vi rundt i landet sammen og havde det virkelig skønt. Det var healing.«

Ømhed og taknemmelighed breder sig i hans ansigt. Øjnene er fugtige.

»Jeg tør ikke sige, at tilliden er oppe på 100 procent igen. Men vi er tæt på.«

Peter Øvig har lært af det, der var en overraskelse for ham selv. Han håber, at andre kan bruge det til noget.

»At genvinde tilliden tager helt vildt længere tid, end jeg havde forestillet mig. Og det er ikke noget, man har kontrol over.«

»Det var mig, der var patient. Mig, der havde været under behandling. Mig, der havde haft en diagnose. Mig, der var erklæret rask. Den proces havde mine nærmeste ikke været igennem. Har man ikke prøvet det før, ved man ikke, hvor hårdt det er være pårørende til en psykisk syg.«

‘Jeg er hvad jeg husker’ er netop udkommet på Gyldendals Forlag.

 

Advertisement

Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide