Hjem Politik Partier ville ikke give Enhedslisten en rådmandspost

Partier ville ikke give Enhedslisten en rådmandspost

af Extra Avisen
Partier ville ikke give Enhedslisten en rådmandspost

Enhedslisten skulle for alt i verden ikke have en rådmandspost.

Det lader til at have været forhandlingstaktikken på rådhuset, hvor der siden søndag har været lange snakke om, hvordan magten skal fordele sig i Odenses nye byråd.

I hvert fald var det Enhedslistens klare opfattelse, at borgmesteren og hans støttepartier ville være klar til at droppe de to ekstra forvaltninger for henholdsvis sundhed og klima – skulle Enhedslisten stå til at tage en af rådmandsposterne.

»Vores vurdering var, at organiseringen i form af de seks rådmandsposter ikke nødvendigvis vil blive gennemført, hvis vi blev i konstitueringen med Venstre,« siger Enhedslistens Reza Javid efter den nye aftale er faldet på plads natten til onsdag.

Det er selvom partierne, der står bag aftalen, ellers dagen efter valget argumenterede hårdnakket for, at de to ekstra forvaltninger ikke var et led i en politisk magtfordeling, men et nødvendigt træk for at forberede Odense på kommende udfordringer.

»Jeg vil bare sige, at den opgave, som kommunen skal overtage fra regionerne på sundhedsområdet, den er så stor og kompliceret, at jeg vil godt se den kommune, der bare tager let på den opgave og tror, at man bare stille og roligt kan lade det falde ned i de eksisterende organisatoriske strukturer,« sagde Tommy Hummelmose, der er kommende rådmand for den nye Sundhedsforvaltning i Odense Kommune, dagen efter valget.

Enhedslisten står da også efter nattens forhandlinger uden for konstitueringsaftalen, men partiet har indgået en aftale med borgmesteren og hans støttepartier og fået en plads i økonomiudvalget. En plads de længe har ønsket sig.

»Nu har vi fået plads i økonomiudvalget, og det med rådmandsposten skal også nok lykkes,« siger Reza Javid, der efter nattens forhandlinger er gået fra at konstituere sig med Venstre til at gå i en konstituering med sig selv.

Enhedslisten bryder dermed deres anden aftale på få dage. Søndag kasserede de konstitueringsaftalen indgået på valgnatten med Socialdemokratiet, SF, De Radikale, De Konservative og Nye Borgerlige. I stedet indgik de til manges overraskelse i en »teknisk« konstituering med Venstre, der sikrede partiet en rådmandspost og gav Venstres Christoffer Lilleholt mulighed for at snuppe Børne- og Ungeforvaltningen fra Susanne Crawley (R).

Hvorfor er I sprunget fra aftalen I lavede med Venstre i søndags?

»Vi er ikke sprunget fra den. Vi er ikke del af den konstituering mere,« siger Reza Javid.

Det er vel et spørgsmål om ord?

»Nej, det er et spørgsmål om, hvad der er aftalt. Selve aftale giver mulighed for at man indgår andre konstitueringer, og det har vi benyttet os af og er gået i konstituering med os selv.«

Søndag efterlod Venstre Christoffer Lilleholt ellers ikke meget tvivl om, at partnerskabet med Enhedslisten var ubrydeligt.

»Der bliver ikke nogen aftale med Enhedslisten uden Venstre,« sagde Christoffer Lilleholt.

Enhedslistens spidskandidat siger til B.T. efter nattens forhandlinger, at han ikke har snakket med Venstre og Christoffer Lilleholt, siden de forlod forhandlingerne tidligere på aftenen.

»Vi synes, at vi har haft et godt samarbejde,« lyder det fra Reza Javid.

Source link

Flere Artikler