Nye Borgerlige i Faaborg ramt af MeToo-sag: Lokal kandidat trækker sig efter konflikt med spidskandidat


En seksuel krænkelse eller løgn og pure opspind?

To medlemmer af Nye Borgerlige i Faaborg-Midtfyn er så uenige om en hændelse mellem dem, at den ene af dem nu har valgt at trække sig fra partiet som konsekvens af konflikten.

Det er Fyns Amts Avis, der beskriver dramaet i den lokale afdeling af det indvandrerkritiske og ultraliberale parti.

Her har socialpædagog Susan Radojevic valgt at melde sig ud af partiet i skuffelse over partiets håndtering af hendes MeToo-sag.

Hun fortæller avisen, hvordan hun i foråret – sammen med sin mand – var til middag hos den lokale spidskandidat, Gert Poul Christensen og hans hustru i Faaborg.

Da parret skulle hjem, gik værten ifølge Susan Radojevics forklaring langt over stregen for et farvelkram.

Hun vil dog ikke gå i detaljer med, hvad der helt konkret skete, men hun fastholder, at der var tale om en seksuel krænkelse.

»Det var noget mere end en hånd på låret. Sagen er betændt nok i forvejen. Det væsentlige i den er, at jeg har forelagt den sag for kredsbestyrelsen, hvor jeg så regnede med, at den ville blive håndteret. Det gjorde den for så vidt, at Nye Borgerliges hovedbestyrelse blev involveret. I mellemtiden gik jeg ud fra, at Gert Poul Christensen og jeg kunne holde politik og privatliv for sig,« siger hun til avisen.


Gert Poul Christensen afviser alle beskyldinger.


Gert Poul Christensen afviser alle beskyldinger.
Foto: Nye Borgerlige

Vis mere

Ifølge Fyns Amts Avis blev samarbejdet mellem de to dog blot dårligere hen over sommeren, og da Susan Radojevic fik indtryk af, at andre i byrådet også havde dårlige erfaringer med spidskandidaten, gik hun videre til kredsbestyrelsen.

Her oplevede hun dog – efter eget udsagn – i stedet at blive gjort til en del af problemet og at blive udsat for det, hun kalder »bagvaskelse« og »hetz«.

Hun forklarer, at hun havde en opfattelse af at blive bombarderet med mails og sms’er, hvor hun følte, at hun skulle forsvare sig selv.

Da heller ikke hendes henvendelse til hovedbestyrelsen og Pernille Vermund gik hendes vej, så hun ingen anden udvej end at melde sig ud af det nationalkonservative parti.

Gert Poul Christensen vil ikke udtale sig om sagen til Fyns Amts Avis, men han aviser, at han har krænket Susan Radojevic.

»Jeg har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt ud over, at Susans usande, grove og æreskrænkende angreb på min person er uden hold i virkeligheden, hvilket også en behandling af sagen i vores sekretariat har vist,« skriver han i et skrifteligt svar til avisen.

Han overvejer nu, om han vil stævne sin nu tidligere partikammerat for bagvaskelse.

Susan Radojevic stiller i stedet op for lokallisten Vi Lokale Demokrater.



Source link

Advertisement