Hjem Politik Nye Borgerlige ekskluderer byrådsmedlem for illoyalitet

Nye Borgerlige ekskluderer byrådsmedlem for illoyalitet

af Extra Avisen

Erik Mortensen er blevet ekskluderet af Nye Borgerlige, fordi han pegede på en socialdemokratisk borgmester

Erik Mortensen er fortid i Nye Borgerlige. Foto: Jens Dresling
Erik Mortensen er fortid i Nye Borgerlige. Foto: Jens Dresling

Efter et møde i Nye Borgerliges partitop torsdag aften er et nyvalgt byrådsmedlem i Skive Kommune blevet smidt ud af Nye Borgerlige.

Det fortæller Peter Seier Christensen, der er næstformand i Nye Borgerlige, til Skive Folkeblad.

Årsagen er, at han insisterede på at pege på en socialdemokratisk borgmester og dermed trodsede partilinjen.

– Erik Mortensen, medlem af byrådet i Skive, er blevet ekskluderet af Nye Borgerlige på grund af illoyalitet. Beslutningen er taget i Nye Borgerliges hovedbestyrelses forretningsudvalg på baggrund af Erik Mortensens illoyale opførsel i dagene op til kommunalvalget, hvor han nægtede at efterleve partiets interne regler for indgåelse af konstitueringsaftaler, siger Peter Seier Christensen og fortsætter:

– Stik imod partiets vedtagne regler om ikke at sætte en rød borgmester i stolen, hvis det vil være muligt at få en blå, nægtede Erik Mortensen på forhånd at støtte valget af en borgmester fra Venstre i Skive.

– Til trods for flere telefoniske opfordringer til at følge partiets interne regler, fastholdt Erik Mortensen sit standpunkt – også efter Pernille Vermund, partiets formand, havde fastslået reglerne i de regionale og lokale medier, siger Peter Seier Christensen.

Han fortæller også til Skive Folkeblad, at Nye Borgerliges hovedbestyrelse betragter det som stærkt illoyalt og ikke foreneligt med medlemskab af partiet, når et medlem, til trods for gentagne opfordringer, nægter at følge de af partiet vedtagne interne regler.

Source link

Flere Artikler