Ny plan efter tidstab: Jumbo-Visma håber på Vingegaard

Jonas Vingegaard kan få overraskende rolle. Foto: Claus Bonnerup


Primoz Roglic tabte fire minutter efter en dårlig dag – sportsdirektøren håber, at Jonas Vingegaard kan holde niveauet på weekendens bjergetaper

LE CREUSOT (Ekstra Bladet): Jonas Vingegaard kan på rekordtid være ved at køre sig i stilling som kaptajn på Jumbo-Visma.

Den 24-årige nordjyde er egentlig med til sin første Tour de France for at lære, men da kaptajn Primoz Roglic på fredagens kuperede maraton-etape tabte fire minutter, skal der sadles om i Jumbo-Visma-lejren.

Det mere end antyder sportsdirektør Frans Maassen, der mener, at Roglic må være færdig i det samlede klassement.

– Jeg tror det. Han tabte meget tid. Men vi har ikke talt med ham endnu. Det skal vi i aften, og så må vi se, hvad vi kan gøre. Lægge en ny plan, siger Maassen.

Han har reelt to alternativer: Wout Van Aert, der ligger toer i klassementet med et forspring på over tre minutter til rivalen Tadej Pogacar. Eller Jonas Vingegaard, der er halvandet minut efter Pogacar.

Jonas Vingegaard kan få overraskende rolle. Foto: Claus Bonnerup
Jonas Vingegaard kan få overraskende rolle. Foto: Claus Bonnerup

 

Van Aert sagde efter etapen, at han på ingen måde følte sig forberedt på at køre klassement, så pilen peger på Vingegaard, der under fredagens etape blev løst fra sine opgaver med at assistere Primoz Roglic.

– Jonas styrtede derude, men det så ikke slemt ud. Han følte sig godt under løbet, så vi besluttede, at han ikke skulle vente på Primoz.

– Han er her for at lære, men han lærer hurtigt, og han kørte en helt fantastisk enkeltstart. Jeg håber, at han har samme styrke i bjergene – vi får se, siger Frans Maassen.

Lørdag venter den første af weekendens to bjergetaper. Den tager rytterne 150 km til Grand-Bornand – de skal på de sidste 50 km forcere tre kategori 1-stigninger.

Søndag skal feltet 145 km til Tignes og undervejs over to kategori 2-stigninger, to kategori 1-stigninger og en enkelt uden for kategori.

Læs om Tour-styrtene, der rystede verden, her (+)



Source link