‘Noller’ springer ud som kunstner efter kræftdommen: ‘Jeg er selvfølgelig under et utroligt pres’


Øjnene stråler, da han træder ind ad døren. Omgivet af sin familie. Støttet af sin rollator.

»Det er en stor nydelse at være her,« siger han og ser sig stolt rundt i lokalet. Tilføjer så med et smil på læben: »Jeg har det godt. Efter omstændighederne har jeg det egentlig godt.«

At Niels ‘Noller’ Olsen kan sige de ord i dag, er nærmest et mirakel. For det er kun to år siden, at lægerne nærmest udstedte en dødsdom over ham, da han fik konstateret kræft i hjernen. Og han hele to gange var tæt på at dø.

Men den folkekære musiker trodsede dommen. Kæmpede sig tilbage til livet. To gange.


Det mørke fiser lidt væk, når Noller maler. Og det har han gjort en del de seneste år.


Det mørke fiser lidt væk, når Noller maler. Og det har han gjort en del de seneste år.
Foto: Frej Rosenstjerne/Byrd

Vis mere

»De sagde, at jeg kun havde kort tid igen. Det er jo ikke i orden. Men jeg holdt jo,« smiler ‘Noller’, som kort før jul blev erklæret kræftfri. Og stadig er det.

»Jeg er selvfølgelig under et utroligt pres, fordi jeg har været udsat for det, jeg har, med både blodprop og kræften i hjernen,« siger han da også.

»Men livet må jo leves, mens det kan. Og jeg er meget glad for det. Meget glad for, at jeg har fået et par år mere. Måske. Måske mere. Jeg tør ikke sige det. Men bare så jeg kan nå at bevise over for mine børn, at far elsker dem. Det synes jeg er stort.«

Et af beviserne hænger rent faktisk på væggen i dét lokale, den 67-årige Niels ‘Noller’ Olsen er trådt ind i. Galleri Freitag i indre København, hvor 87 af hans værker udstilles i weekenden 11.-12. september.

»Guitaren er skiftet ud med en malerpensel,« smiler han og peger på ét af dem, han fortæller om i videoen ovenover, som er en hyldest til livet og sine børn. Og en taknemmelighed over at være her.

At tegne og male fyldte meget i hans barndom. Men i takt med at den musikalske karriere med storebror Jørgen i Brødrene Olsen tog fart, røg det i baggrunden og blev kun sjældent holdt ved lige.

»Det var lidt svært at sige nej til det andet,« siger Noller om det lange musikalske liv og mellem otte og ti millioner solgte plader verden over.

Men sygdommen og ikke mindst en lang og svær genoptræningsperiode bragte den gamle kærlighed til malerpenslen tilbage.


Man ved sgu aldrig. Der har været mirakler før, siger Noller om chancen for, at han en dag kan optræde igen.


Man ved sgu aldrig. Der har været mirakler før, siger Noller om chancen for, at han en dag kan optræde igen.
Foto: Frej Rosenstjerne/Byrd

Vis mere

»For jeg kommer fuldstændig i en anden verden, hvor jeg godt kan lide at være. Det mørke fiser lidt væk. Og det er en dejlig oplevelse at få,« forklarer han om værkerne, han har givet titlen ‘Mit livs rejse’.

Men en rejse, som forhåbentlig ikke er slut endnu.

I foråret vendte Noller efter måneders genoptræning hjem til huset i Jægersborg. Og han lægger ikke skjul på, at det at være i hjemlige omgivelser har haft en stor betydning for, at han i dag kan sige, at han har det godt.

»Det, at man kommer hjem og tror på livet og er glad, betyder rigtig meget. Og så selvfølgelig at være omgivet af dem, man elsker.«


Et af Niels 'Noller' Olsens værker er en rørende hyldest til livet. Og hans familie.


Et af Niels ‘Noller’ Olsens værker er en rørende hyldest til livet. Og hans familie.
Foto: Frej Rosenstjerne/Byrd

Vis mere

»Jeg elsker livet. Og man kan sige, at det, jeg har oplevet, er en form for genopstandelse. På den ene side er det sørgeligt, men det er også spændende,« siger han glad og afklaret over, at genopstandelsen formentlig næppe kommer til at omfatte det musikalske liv.

»Men man ved sgu aldrig. Der har været mirakler før,« griner han og fortsætter:

»Jeg har været ædru og clean nu i snart 25 år, og jeg ved, at jeg ikke havde kunnet klare at komme igennem det her uden at være pinlig ædru. Det og så en dejlig familie, der stod mig bi.«



Source link

Advertisement