Ni års fængsel til far – voldtog datter og søn fra de var små

Ni års fængsel til far - voldtog datter og søn fra de var små


Da en pige i Brøndby var seks år, begyndte hendes far at udsætte hende for overgreb og voldtage hende ugentligt. Også hendes bror blev udsat for overgreb, fra han var fem år, og voldtaget flere gange.

Fredag har Retten i Glostrup dømt den 43-årige far for overgrebene, der foregik gennem flere år. Ni års fængsel, lyder dommen, som et flertal af nævninger og dommere er kommet frem til.

Faren har under sagen nægtet skyldig og blandt andet forklaret, at børnene, der i dag er 11 og 9 år, havde fundet på anklagerne, fordi de savnede opmærksomhed fra deres mor.

Men den forklaring har retten ikke godtaget. Den har navnlig lagt vægt på datterens og sønnens troværdige forklaringer om overgrebene, og de blev støttet af andre vidner i sagen – herunder en forklaring fra børnenes storebror.

Ifølge retten begyndte overgrebene mod datteren, da hun var seks år, og siden da blev hun udsat for blandt andet ugentlige voldtægter.

Overgrebene mod sønnen begyndte, da han var fem år, og han var blevet udsat for blandt andet flere tilfælde af voldtægt.

Sagen startede i oktober 2020, hvor Københavns Vestegns Politi fik en anmeldelse fra Brøndby Kommune om voldtægt og andre seksuelle overgreb begået af en far mod hans datter.

Manden blev varetægtsfængslet og senere tiltalt for disse forhold. Men i marts i år blev tiltalen mod ham udvidet til også at omfatte voldtægt og andre seksuelle overgreb mod hans yngste søn.

Foruden den lange fængselsstraf er faren idømt et såkaldt boligforbud, som betyder, at han ikke uden politiets tilladelse må have børn under 18 år i sin bolig. Han må heller ikke være hos personer, hvor der er børn under 18 år.

Her lagde retten vægt på, at den 43-årige far allerede som teenager blev dømt for at krænket en femårig dreng og en treårig pige.

Han skal også betale en tortgodtgørelse til de to børn, for de overgreb de er blevet udsat for. 150.000 kroner skal han betale til hver af børnene.

I retten var nævninger og dommere ikke helt enige om, hvorvidt manden skulle idømmes ni eller ti års fængsel.

Fire nævninger mente, at han skulle idømmes ti års fængsel, mens to nævninger og de tre dommere stemte for ni års fængsel. Dermed var der altså flertal for ni års fængsel.

Retten er kommet frem til fængselsstraffen ved at skelne til børnenes alder, antallet og grovheden af overgrebene, at overgrebene mod begge børn var begået over en længere årrække i deres hjem, og at overgrebene mod datteren havde en systematisk og kontinuerlig karakter.

Manden overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten. Han har to uger til at beslutte sig.



Source link