Hjem Underholdning Mystik om ‘Natholdet’s fremtid: Anders Breinholt sender kryptisk melding i finaleshow

Mystik om ‘Natholdet’s fremtid: Anders Breinholt sender kryptisk melding i finaleshow

af Extra Avisen


Anders Breinholt har haft sidste arbejdsdag som vært på ‘Natholdet’. Hvad så nu?

Efter 11 år og 1.005 udsendelser har den 49-årige tv-vært sagt stop, men han har endnu ikke meldt ud, hvad fremtiden så bringer.

I den sidste ‘Natholdet’-udsendelse, der sendes torsdag, har Anders Breinholt flere forskellige gæster i studiet, heriblandt sin gamle ven og radiomakker Anders Lund Madsen, som direkte spørger, hvad der skal ske nu.

»Først skal jeg slappe lidt af, og så skal jeg finde på noget nyt,« lyder det fra Anders Breinholt.


Anders Breinholt.


Anders Breinholt.
Foto: Mads Claus Rasmussen

Vis mere

Anders Lund Madsen spørger, om han slet ikke er ked af, at det er slut.

»Nej, overhovedet ikke. Jeg kan blive lidt sørgmodig, for det har været skønt at lave, men jeg har vidst det i et års tid,« lyder det videre fra Anders Breinholt.

Da nyheden om Anders Breinholts stop i ‘Natholdet’ blev offentliggjort i september, sagde Anders Breinholt til TV 2, at han ville blive fyldt med stolthed, hvis en anden vært skulle have mod på at køre programmet videre. Han ville ikke nævne navne, men tilføjede blot:

»Som jeg siger i sæsonens første afsnit af ‘Natholdet’: Stay tuned for more news.«

Nu er sæsonen slut, og der er endnu ikke kommet ‘more news’.

Da Anders Breinholt til sidst i sæsonafslutningen takker seere, gæster og samarbejdspartnere, siger han blot, at han er blevet bedt om at læse følgende op af TV 2s juridiske afdeling:

»Hvad der sker med ‘Natholdet’ i fremtiden, det må tiden vise.«

Han tilføjer:

»Og det er ikke engang løgn.«

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Anders Breinholt samt administrerende direktør i hans produktionsselskab Pineapple Entertainment Ole Rahbek, der producerer ‘Natholdet’, men det har endnu ikke været muligt.

TV 2-redaktør for ‘Natholdet’ Jes Schrøder holder også kortene tæt til kroppen.

I en mail gør han blot reklame for ‘Natholdet’s kommende julekalender, hvor Anders Breinholt, Søren Rasted og øl-eksperten Carten Berthelsen traditionen tro drikker sig igennem 24 øl og tilføjer så:

»Hvad fremtiden for ‘Natholdet’ bliver uden Anders Breinholt, vil vi gerne vente med at løfte sløret for, til Anders har danset juledansen af.«

Anders Breinholt har i et Instagram-opslag skrevet ’11 år and that’s a wrap. Ses på den anden side’.

I kommentarfeltet strømmer det ind med hilsner fra en lang række kendte, ligesom skuespiller Anne Louise Hassing afslører på sin profil, at der efter optagelserne blev afholdt en afslutningsfest på den københavnske natklub Søpavillonen.

B.T. har tidligere lavet en læser-afstemning om, hvem af ‘Natholdet’s tidligere gæsteværter og andre mulige kandidater, man ville foretrække som afløser for Anders Breinholt, hvis TV 2 vælger at fortsætte programmet.

Over 35.000 stemte, og her faldt valget på tv-vært og komiker Melvin Kakooza med Nikolaj Stokholm som andetvalg og Huxi Bach på tredjepladsen.



Source link

Flere Artikler