Mistænkt for hestemishandling: Har bakkenbarter og ankelstøvler


Politiet kommer med ændringer og nye detaljer til signalement af mistænkt

Politiet har endnu ikke fundet frem til den mand, der er mistænkt i en sag om mishandling af en hest i stalden i Holbæk Rideklub natten til tirsdag i sidste uge.

Midt- og Vestsjællands Politi udsender nu et nyt signalement af manden, hvor de kommer med yderligere detaljer og mindre ændringer.

Blandt andet vurderes den mistænkte til at være lidt ældre end først beskrevet.

Han beskrives som 30-35 år, 160-170 centimeter høj, lys i huden, slank og senet af bygning, kortklippet hår med tydelige bakkenbarter. Han var iført skjorte, shorts og iført Jodhpurs – korte ankelstøvler i læder med elastikker i siden.

– Politiet er meget glade for de mange tips fra borgerne, og vil stadig meget gerne høre fra vidner, som har oplysninger om den beskrevne mand, der kan være kendt i gadebilledet med sixpence, bakkenbarter og korte ankelstøvler – såkaldte Jodhpurs med elastik, skriver politiet.

De vil ikke på nuværende tidspunkt oplyse yderligere detaljer i efterforskningen, men oplyser blot, at de arbejder på at gennemgå flere tips, som er kommet fra borgerne.

Stina Myrholm har tidligere på vegne af rideklubben oplyst, at ejeren til en af hestene opdagede, at hesten kort efter at være trukket ud på folden var meget svedig, og at der var noget mærkeligt ved dens hale. Da ejeren løftede halen, var blandt andet hestens kønsdele meget hævede.

Det skete et år efter, at en ukendt mand trængte ind i en stald og udsatte hesten Carli for brutal mishandling.

Med den uopklarede mishandlingssag fra sidste år in mente gik alle alarmklokker i gang på stedet, og rideklubbens videoovervågning blev gennemgået. Billederne viser ifølge Stine Myrholm en mand inde i stalden natten til i går ved totiden. Han stod blandt andet ved den pågældende hests boks og kælede for hesten, og han har opholdt sig længere tid i stalden.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.



Source link

Advertisement