Mirakelsejr: Lå i koma – i dag vandt han

Fabio Jakobsen blev lagt i koma efter det voldsomme styrt. Foto: Ritzau


Den hollandske sprinter Fabio Jakobsen (Quick Step) vandt onsdag anden etape af cykelløbet Tour de Wallonie efter en massespurt.

Det er Jakobsens første sejr siden det voldsomme styrt i Polen Rundt for næsten et år siden, hvor han efterfølgende lå i kunstig koma i to dage.

– Jeg tror, dette betyder slutningen på min rehabilitering. Nu kan jeg sige, at jeg er tilbage, og jeg glæder mig til at vinde mere, siger Jakobsen i en Twitter-video fra hans hold.

Sejren er endnu mere speciel, for på tirsdagens første etape var det landsmanden Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma), der sejrede i en massespurt.

Groenewegen var rytteren, der var skyld i styrtet, og det var også hans første sejr siden episoden i Polen, hvor han fik ni måneders karantæne fra cykelløb.

De to sprintere har dog ikke været i ren duel mod hinanden i løbets to spurter indtil videre. På første etapes massespurt blev Jakobsen lukket inde og blev blot nummer 21, mens Groenewegen på dagens anden etape ikke kom i top ti.

Styrtet i Polen skete 5. august sidste år, hvor 1. etape af World Tour-løbet skulle afgøres i en massespurt.

Fabio Jakobsen blev lagt i koma efter det voldsomme styrt. Foto: Ritzau
Fabio Jakobsen blev lagt i koma efter det voldsomme styrt. Foto: Ritzau

 

Groenewegen kæmpede hårdt med landsmanden Fabio Jakobsen om sejren, og pressede undervejs Jakobsen op imod afspærringen.

Barrieren gik i stykker, så Jakobsen blev sendt på en flyvetur og pådrog sig alvorlige og livstruende skader.

Den 24-årige hollænder overlevede efter en periode i kunstig koma og har siden været igennem talrige operationer blandt andet i ansigtet og kæben.

Jakobsen gjorde comeback i april i Tyrkiet Rundt og har efterfølgende kørt flere løb, men har ikke været i nærheden af de sjove placeringer indtil sejren onsdag.

Det er 19. sejr i karrieren for den hurtige sprinter. Han har blandt andet to etapesejre i Vuelta a España fra 2019.



Source link