Messi i ny trøje: Fik sejr i debut


Advertisement

Efter mere end 20 år i FC Barcelona fik fodboldstjernen Lionel Messi søndag aften sin debut for den franske storklub Paris Saint-Germain.

Argentineren, der tidligere på sommeren blev hentet på en fri transfer, fik de sidste 24 minutter af ligakampen mod Reims, som PSG på udebane vandt 2-0.

Lidt paradoksalt var det holdkammeraten Kylian Mbappé, der med to scoringer blev afgørende for gæsterne.

Den franske landsholdsspiller har et år tilbage af sin kontrakt med PSG, og spørgsmålet er, om han stadig spiller i den franske hovedstad, når transfervinduet lukker ved udgangen af august.

Tidligere på ugen meddelte PSG offentligt, at klubben havde afvist et bud fra Real Madrid på angriberen.

Ifølge den franske avis L’Equipe fik det Real Madrid til at hæve buddet til i omegnen af 1,3 milliarder for den 22-årige stjernespiller.

Indtil videre er Kylian Mbappé fortsat PSG-spiller, og han viste igen sit værd for klubben i søndagens kamp.

Han pandede først et indlæg fra Angel Di Maria i nettet efter et kvarter, og i det 64. minut fordoblede han scoringen ved at dirigere Achraf Hakimis flade oplæg ind.

Lionel Messi fik søndag aften sine første minutter i Paris-trøjen. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Lionel Messi fik søndag aften sine første minutter i Paris-trøjen. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

 

Kampen vil dog formentlig blive husket mest for det, der skete to minutter senere.

Her afløste Messi sin tidligere Barcelona-holdkammerat Neymar, mens tilskuerne hyldede den 34-årige profils ankomst.

Messi kom ikke selv på tavlen, men han kunne glæde sig over tre point i sin første kamp for et andet klubhold end Barcelona.

PSG har åbnet sæsonen med fire sejre i fire kampe i Ligue 1.



Source link

Advertisement