Messerschmidt: Menneskerettighedskonvention er utålelig for Danmark – Ditoverblik.dk


Advertisement

Morten Messerschmidt, næstformand i Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Danskerne har ikke brug for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skriver DFs næstformand Morten Messerschmidt i kronik i Berlingske. DF vil have folketingsflertal med på granskning af Danmarks muligheder for at træde helt eller delvist ud af konventionen

Danmark bør udtræde af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller som minimum tage forbehold for domstolens fortolkning af udlændingeretlige regler og forpligtelsen.

Det mener Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt, som i en kronik i Berlingske, der har overskriften Danskerne har ikke brug for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, slår til lyd for et opgør med konventionen.

Morten Messerschmidt mener, at menneskerettighedskonventionen har skabt ”et domstolsstyre af rettigheder for alle andre end danskerne”.

”Kriminelle udlændinge opnår ret til ophold og forsørgelse, selvom de er til fare for det danske folks sikkerhed. Det fremmede menneskes individuelle rettigheder trumfer flertallets krav på beskyttelse mod fremmedes overgreb,” skriver han.

”Kriminelle udlændinge opnår ret til ophold og forsørgelse, selvom de er til fare for det danske folks sikkerhed”

Morten Messerschmidt har jævnligt kritiseret menneskerettighedskonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, blandt andet i sin bog ”Farvel til folkestyret”, der udkom sidste år.

Denne gang kommer hans kritik efter afgørelsen i sagen ”M.A. mod Danmark”, hvor domstolen i Strasbourg har afgjort, at den danske regel om, at flygtninge på midlertidigt ophold først kan få familiesammenføring efter tre år, er i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv.

Utålelig situation

Denne og andre domme har ifølge DF-næstformanden skabt en utålelig situation for Danmark.

Morten Messerschmidt nævner tre eksempler:

”Det er en utålelig situation, at Menneskerettighedsdomstolen gennem Paposhvili-dommen har skabt en praksis, hvor kriminelle udlændinge, der tilfældigvis lider af en sygdom, ikke kan udsendes til hjemlandet, hvis sygdommen ikke fuldt ud lige så godt kan behandles i hjemlandet som i det land, hvor den kriminelle har begået sin kriminalitet.

Det er en utålelig praksis, at Menneskerettighedsdomstolen forhindrer lande i at placere kriminelle udvisningsdømte på en øde ø, hvilket er konsekvensen af dommen Guzzardi mod Italien, hvor en italiensk mafioso fik Menneskerettighedsdomstolens ord for, at han ikke kunne påtvinges ophold på øen Asinara.

Og det er en utålelig praksis, at Danmark end ikke må lade såkaldte flygtninge vente tre år på familiesammenføring, som Menneskerettighedsdomstolen fastslog i sagen M.A. mod Danmark”.

“Det er en utålelig praksis, at Danmark end ikke må lade såkaldte flygtninge vente tre år på familiesammenføring”

Morten Messerschmidt mener, at konventionerne har lagt Danmark og de øvrige europæiske lande i lænker. Det forhindrer os i at forsvare os mod den bølge af migranter, som befolkningseksplosionen i Afrika og Mellemøsten vil sende mod Europa i de kommende år, mener han.

Vil have forbehold

DF vil derfor have gransket Danmarks forpligtelser og muligheder i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og domstolen i Strasbourg.

”Vi skal have undersøgt hvilke retlige og politiske sanktioner, det kan medføre for Danmark, hvis vi vælger ikke at efterkomme Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. At dømme efter empirien på området er konsekvenserne begrænsede. Derfor bør vi i det hele holde op med at behandle Menneskerettighedsdomstolens afgørelser som den hellige gral og have modet til at sætte den danske befolknings tarv højere end meningerne hos en flok jurister i Strasbourg, der ikke længere fortolker lovgivning, men afsiger politiske kendelser med vidtrækkende konsekvenser til følge,” skriver Morten Messerschmidt.

DF vil bl.a. have afklaret, om vi kan tage et forbehold for eksempelvis domstolens fortolkning af udlændingeretlige regler og forpligtelser. DF vil også have ophævet indkorporeringsloven fra 1992, som gør menneskerettighedskonventionen til en del af gældende dansk ret.

”Danmark skal ud af den skruetvinge, som Menneskerettighedskonventionen og domstolens praksis udgør. Nu skal vejene ud af skruetvingen kortlægges,” skriver Morten Messerschmidt i Berlingske.

Læs kronikken i Berlingske her

Læs også:

Regeringen lemper udlændingelov udenom Folketinget: ”Det er fuldstændig vildt”



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide