Mand fundet død i vandhul


En 67-årig mand er torsdag formiddag fundet død i et vandhul i Bjæverskov

Midt- og Vestsjællands Politi har torsdag formiddag fundet en død mand i et vandhul ved Duehusvej i Bjæverskov.

Det oplyser politiet til Ekstra Bladet.

Det var en hundepatrulje, der fandt den 67-årige, livløse mand i vandet. Manden havde været meldt savnet siden tirsdag aften.

– Vi søgte efter ham i går, men da manden ikke blev betragtet som umiddelbart at være i livsfare, han var hverken dårligt gående eller brugte medicin – og det var ikke koldt om natten, så valgte vi at stoppe eftersøgningen og genoptage den her til morgen, siger politiets vagtchef Martin Bjerregaard.

Det var her, hundepatruljen fandt manden ligge livløs i vandet. Politiet tilkaldte straks ambulance og brandvæsen til området, hvor der skulle bruges en marinebåre.

Politiet betragter ikke sagen som en straffesag.

– Det kan have været en ulykke, hvor han ikke har været i stand til at komme op af vandet, siger vagtchefen.

I forbindelse med anmeldelsen om, at han var savnet, blev det oplyst, at han var gået i nedtrykt tilstand. Det skal nu undersøges, hvordan manden er død.

Den 67-årige mand boede i lokalområdet. Hans pårørende er underrettet.



Source link