Mand får seks års fængsel i sag om hvidvask af 210 millioner

Organiseret hvidvask af over 200 millioner kroner baseret på udstedelse af falske fakturaer til hundredvis af danske virksomheder.

Det er i korte træk, hvad en mand torsdag er blevet dømt for i en tilståelsessag ved Retten i Kolding.

Sagens hovedperson, Kim Jensen, får seks års fængsel for hvidvask af 210 millioner kroner. Det fortæller specialanklager Natalie Ghiorzi Elias fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Også to mænd med mindre roller er blevet dømt i sagen.

Amran Momme Qaiser får fire et halvt års fængsel for hvidvask af omkring 70 millioner kroner, oplyser hans advokat, David Francis Lublin.

Den tredje mand, Michael Mikkelsen, idømmes tre års fængsel. Han dømmes for at have medvirket til hvidvask af 13 millioner kroner og for at stille et selskab til rådighed for hvidvask af cirka 22 millioner kroner.

Natalie Ghiorzi Elias forklarer, at Kim Jensen stod for udstedelse af falske fakturaer, mens de øvrige dømte bestilte fakturaerne.

De fiktive fakturaer blev udstedt for levering af arbejdskraft, varer eller ydelser til en lang række virksomheder med det formål, at virksomhederne kunne anvende dem til at få hvidvasket penge.

Alle tre har tilstået deres roller i sagen.

Millionerne blev hvidvasket fra januar 2020 til marts 2021, hvor de involverede blev anholdt.

– Der er tale om meget alvorlig kriminalitet. Der er oprettet en decideret fakturafabrik med det formål at hvidvaske penge, hvorefter man har hvidvasket 210 millioner kroner, siger Natalie Ghiorzi Elias.

Specialanklageren kalder sagen ‘alvorlig og kompliceret’ og argumenterede i retten for, at hovedmanden skulle idømmes seks års fængsel.

Og det var retten altså enig i.

Desuden mente anklagemyndigheden, at Amran Momme Qaiser skulle straffes med fire år og ni måneders fængsel.

David Francis Lublin havde argumenteret for, at hans klient skulle have fire års fængsel. Dommen endte altså som en middelvej mellem anklagemyndighedens og forsvarerens strafpåstande.

Yderligere to mænd ventes dømt i sagen på mandag.

Source link